BSV forudser vanskelig kamp mod Skanderborg

Nederlaget mod Aalborg Håndbold er fordøjet, og nu har Bjerringbro-Silkeborg fokus på kampen mod en vanskelig udekamp mod Skanderborg torsdag aften.

BSV Peter_0.jpg

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) ser frem mod en vanskelig udekamp torsdag aften i Skanderborg i sjette spillerunde i Boxer Herreligaen.

Da de midtjyske håndboldherrer lørdag mistede deres status som ubesejrede i ligaen efter et 24-27-nederlag til Aalborg Håndbold, var holdet plaget af flere skader. Eksempelvis spillede den slovenske playmaker Sebastian Skube kun det første kvarter, men herefter måtte han ud på bænken og skånes.

Nu meldes Skube i bedring og forventes at bidrage i højere grad mod Skanderborg, lyder det fra Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen på klubbens hjemmeside.

- Det ser heldigvis bedre ud. Sebastian Skube er yderligere i bedring. Det går fremad, og han har haft godt af restitution siden kampen mod Aalborg, siger Bredsdorff-Larsen.

Nederlaget til Aalborg er analyseret for at se, hvad BSV skal forbedre i de kommende kampe for at undgå at komme ud for de samme problemer igen.

- Ud over at Aalborg spillede en rigtig god kamp, så var der også nogle ting, som vi gerne ville have gjort noget bedre. Vi har haft fin lejlighed til at give vores måde at spille håndbold på et eftersyn, og nu kigger vi fremad.

Skanderborg er inde i en flot stime, og specielt på hjemmebane har holdet imponeret i sæsonindledningen. Aalborg Håndbold og Mors Thy har Skanderborg således besejret i de seneste hjemmekampe, og østjyderne hentede mandag et point ude mod Ribe-Esbjerg.

- Det er altid en vanskelig opgave for udeholdet i Skanderborg, og der venter også os en vanskelig kamp mod et livligt og optimistisk spillende Skanderborg-hold, forudser BSV-træneren.

Kampen mellem BSV og Skanderborg spilles torsdag klokken 20.30.

/ritzau/