BSV får nødvendig sejr og er videre i Champions League

Bjerringbro-Silkeborg er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League med sejr over Kadetten Schaffhausen.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er videre fra gruppespillet i håndboldens Champions League.
    
Søndag hentede de danske mestre den nødvendige sejr i den afsluttende hjemmekamp mod Kadetten Schaffhausen.
    
Sejrscifrene blev 37-32 efter en BSV-føring på 18-14 ved pausen.
    
Med sejren fik cheftræner Peter Bredsdorff-Larsens mandskab akkurat vippet Wisla Plock væk fra sjettepladsen i gruppe A, hvilket sikrer BSV adgang til ottendedelsfinalerne.
    
Begge hold sluttede med otte point for 14 kampe, men BSV er bedst i det indbyrdes regnskab mod polakkerne.
    
I ottendedelsfinalerne skal BSV møde ungarske Pick Szeged, der blev nummer tre i gruppe B.
    
BSV satte trumf på allerede i første halvleg mod Kadetten Schaffhausen, hvor hjemmeholdet viste den forskel i motivation, der burde være på de to hold.
    
Kadetten Schaffhausen havde som agterlanterne i gruppe A med to point intet at spille for, og midtvejs i første halvleg førte BSV da også 10-6.
    
Hjemmeholdet var især godt offensivt, og ikke mindst veteranen Michael V. Knudsen boltrede sig på stregen med seks mål i de første 30 minutter.
    
I anden halvleg fik Kadetten Schaffhausen bragt danskernes føring ned på to mål, men spændingen blev kortvarig.
    
BSV havde flere gange held til at sende bolden i et tomt mål, når holdet erobrede bolden, efter at Kadetten Schaffhausen havde taget sin målmand ud for at være en spiller mere i angrebsspillet.
    
Til sidst havde BSV overskud til at sende 45-årige Tom Jensen på mål som afløser for Søren Rasmussen.
    
Tom Jensen er tidligere målmand og i det daglige fysioterapeut i BSV. Han kom i spil til søndagens kamp, da målmand Sebastian Frandsen blev skadet.
    
BSV hentede i alt fire sejre i gruppespillet, to af disse var mod Kadetten Schaffhausen. Den danske kub vandt også hjemmekampen mod Wisla Plock.
    
Det afgørende moment bag BSV's avancement ligger imidlertid i, at de danske mestre i sidste måned sensationelt vandt 24-21 ude over det tyske storhold THW Kiel.
    
/ritzau/