BSV er tæt på CL-exit efter smalt nederlag i Polen

De danske håndboldmestre førte ved pausen, men det endte med et nederlag til Wisla Plock i CL-nøglekampen.

BSV-KIF.jpg
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) får meget svært ved at spille sig videre fra gruppespillet i Champions League.
    
Det står klart, efter at de danske håndboldmestre lørdag tabte nøglekampen ude til Orlen Wisla Plock.
    
Det polske hold vandt efter et neglebidende opgør med 28-25 efter en pauseføring på 15-13 til BSV.
    
Med nederlaget har danskerne fire point for 11 kampe i gruppe A.
    
BSV er nummer syv og næstsidst i gruppen, mens Wisla Plock med otte point indtager sjettepladsen, der udløser avancement.

Begge hold mangler at spille tre kampe

Da de to hold i oktober sidste år mødtes i Danmark, endte det med en overbevisende 33-24-sejr til BSV.
    
Wisla Plock på hjemmebane er dog en helt anden størrelse, hvilket blandt andet illustreres af, at holdet hjemme besejrede det tyske storhold THW Kiel tidligere i gruppespillet.
    
Polakkerne kom da også foran 6-3, men BSV kom på imponerende vis tilbage og førte med to mål ved pausen.
    
Spillere som Nikolaj Markussen, Sebastian Skube og Michael V. Knudsen gik forrest i BSV's tålmodige angrebsspil, mens Søren Rasmussen gjorde det glimrende i målet.
    
BSV kom foran med tre mål tidligt i anden halvleg, men Wisla Plock kom tilbage og fik oparbejdet en føring på samme antal mål.
    
BSV fik sværere betingelser, da Johan Hansen måtte udgå med en skade, men det lykkedes alligevel for de danske mestre at holde spændingen helt frem til de afsluttende minutter.
    
Sebastian Skube måtte have vat i næsen efter et sammenstød, men han foldede sig ud som en stor profil på det hårdt kæmpende danske hold.
    
Fire og et halvt minut før tid havde Nikolaj Øris muligheden for at udligne til 25-25, men han sendte et straffekast forbi mål.
    

Samme spiller fik dog reduceret til 25-26 på et straffekast cirka to minutter før tid, men til sidst scorede polakkerne yderligere to gange og sikrede sejren.
    
/ritzau/