BSH misser European League-gruppespil efter kollaps

Bjerringbro-Silkeborg var foran med tre mål efter første kamp, men endte med at tabe samlet til CSKA Moskva.

Ligakampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og GOG i Jysk Arena Silkeborg, onsdag den 9. september 2020.
Ligakampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og GOG i Jysk Arena Silkeborg, onsdag den 9. september 2020.
Foto: Hening Bagger / Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer skulle tidligt op og i aktion onsdag formiddag.

Her var det danske hold på besøg i Ruslands hovedstad for at møde CSKA Moskva i den anden af to kampe om en plads i European League-gruppespillet.

Men selv om BSH gik ind til returkampen - der blev fløjtet i gang klokken 10 dansk tid - med en tremålsføring, lykkedes det ikke at gå videre.

Det danske hold førte ganske vist med et enkelt mål efter første halvleg, men efter pausen gik BSH helt i stå, og så avancerede russerne efter en sejr på 32-24.

Udfordringer fra start

BSH var onsdag blandt andre uden profilen Mads Øris Nielsen, der på grund af visumproblemer ikke havde fået lov til at rejse ind i Rusland.

I det hele taget har det været udfordrende for BSH at komme til Rusland og få kampen afviklet. Den skulle først have været spillet tirsdag aften, inden Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) rykkede kampen til onsdag formiddag.

BSH havde arrangeret en tur til Moskva via Hamburg og Wien, men den blev aflyst. Også en tur via Istanbul blev aflyst, og BSH måtte rådføre sig med EHF, som endte med at chartre et fly og betale halvdelen af udgifterne.

Det danske hold startede godt onsdag og var undervejs i første halvleg foran med fire mål. Ved pausen var BSH dog kun et enkelt mål foran ved stillingen 14-13.

Små ti minutter inde i anden halvleg havde russerne udnyttet danskernes sløsede spil til at bringe sig foran med tre. Så var det helt lige.

Et par minutter senere kom CSKA så foran med fire. Nu stod hjemmeholdet med billetten til gruppespillet.

BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsen tog en timeout ved 16-21, men spilstoppet blev ikke nogen mirakelkur.

CSKA fik bragt sig foran med seks - en føring, russerne længe holdt fast i.

Men BSH vågnede en smule op, i takt med at kampen nærmede sig sin afslutning. 22-16 blev til 26-22 med små otte minutter tilbage.

Spændingen forsvandt hurtigt

Det blev det dog ikke til en spændende afslutning. BSH lavede i slutfasen adskillige fejl i begge ender og kæmpede med at få bolden i mål.

Det udnyttede russerne til at bringe sig foran med syv mål med små fem minutter tilbage.

Tættere blev det altså ikke. Tværtimod. Russerne endte med at vinde overbevisende og gik altså videre.

Dermed bliver GOG det eneste danske hold i European League-gruppespillet. Det fynske hold sikrede sig tirsdag aften billet med en samlet sejr over schweiziske Pfadi Winterthur.

Skjern og TTH Holstebro måtte til gengæld ligesom BSH vinke farvel til turneringen, inden den for alvor gik i gang, da det endte med samlede nederlag til henholdsvis Rhein-Neckar Löwen og Montpellier.