Bredsdorff-Larsen vil have challenge-system

BSV-træner Peder Bredsdorff-Larsen vil have et challenge-system i dansk håndbold for at komme kampafgørende dommerfejl til livs.

Peter Bredsdorff-Larsen

Måske på baggrund af 25-24-nederlaget til Mors-Thy håndbold i lørdagens kamp bringer Peder Bredsdorff-Larsen igen liv i debatten omkring et challenge-system i dansk håndbold. 

En klokkeklar dobbeltdribling af Mors-Thys Nickolei Jensen i de sidste sekunder af kampen blev overset af kampens dommer, dermed kunne han bringe Mors-Thy foran med få sekunder igen. Dommeren erkendte efterfølgende fejlen:

- Det er en klar dommerfejl. Jeg er så ærgerlig, som nogen kan være. Jeg kunne grave mig ned. Det er ikke en fejl, der skal laves. Det er fuldstændig håbløst. Jeg forstår godt, nogle er sure, sagde dommer Jesper Kirkholm Madsen til TV 2 SPORT umiddelbart efter kampen.

Nu vil Bredsdorff-Larsen give dommerne mulighed for at se tvivlskendelser som gårsdagens igennem, det fortæller DR Sporten.

- Jeg synes, at det er oplagt med et challenge-koncept. Vi har set det fungere i andre sportsgrene. Jeg synes, at det vil være et fint supplement til håndboldspillet, som er et spil med mange kendelser, siger han til DR Sporten og uddyber:

- Med den teknologi, der er til rådighed nu, hvor der er tv på de fleste kampe, i hvert fald dem der er sæsonafgørende, så er det oplagt at finde os til rette i et challenge-koncept.

Et challenge-system giver dommerne mulighed for at se tvivlskendelser igen på en Tv-skærm. En sådan ordningen er allerede indført i for eksempel tennis, badminton og amerikansk fodbold.

- Fejlkendelser i afgørende momenter af kampen kan betyde pil op eller pil ned for et hold. Det betyder noget for trupsammensætningen og mulighederne for holdene. Det er helt oplagt en del af sportens fairplay, siger BSV-træneren.