Brandvæsnet kaldt ud til brand i historisk villa - to gange

Efter brandvæsnet havde slukket en brand i en villa i aftes, blussede den op i igen i løbet af natten.

0:22
Røgsøjle fra branden i villaen i Svejbæk. Video: Peter Erfuhrt
Foto: Peter Erfurt

Tirsdag aften blev Midtjysk Brand og Redning kaldt ud til en brand i en villa i Svejbæk ved Silkeborg.

Villaen, der er beliggende på Kalsholtvej, ligger helt ned til Julsø, og det var personer på den anden side af søbredden, der opdagede branden og slog alarm.

- Huset er under renovering for tiden, så der var ingen mennesker til stede. Det ene hjørne af huset og skunken og en del af taget er brændt med, siger indsatsleder i Midtjysk Brand og Redning, Anders Simonsen, til TV MIDTVEST.

Desuden er der en del røg og vandskade på huset.

Brandvæsnet var til stede hele aftenen for at sikre sig, at branden var helt slukket.

Men alligevel blussede ilden op igen i løbet af natten. Derfor måtte Midtjysk Brand og Redning atter en gang kaldes ud til villaen.

- Der er en del papirfyld som hulrumsisloering, som har holdt på varmen. Det kan vi ikke måle på vores termiske kameraer, så ilden blussede op igen, siger Anders Simonsen.

Det var en skovarbejder, der opdagede branden onsdag morgen. Midt- og Vestjyllands Politi mener ikke, der ligger nogen kriminel handling bag branden.

- Der er ikke noget mistænkeligt at se på villaen. Der er ikke noget, der er brudt op eller noget, siger vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

De skal nu i gang med en brandundersøgelse for at fastslå årsagen til branden.

Ifølge Midtjyllands Avis, tilhører den historiske villa bestyrelsesformanden for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, der købte ejendommen i 2017. Dengang blev villaen vurderet til 30 millioner kroner, men solgt for 20,5 millioner.

- Det er et historisk sted, som er klassificeret som bevaringsværdigt. Vi overtager huset den 1. juli og går derefter i gang med en løbende renovering, og det vil måske tage to til fem år, før vi kan flytte ind, fortalte Jacob Brunsborg dengang til avisen.