Bjerringbro-Silkeborg tabte DM-finale

Fra start til slut dominerede Aalborg Håndbold i tredje DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg og vandt 32-27.

0:28
Aalborg er danske mestre efter 32-27-sejr over Bjerringbro-Silkeborg.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold er endnu en gang dansk mester i håndbold.

Med en dominerende indsats og en sikker sejr på 32-27 over Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i den tredje og afgørende finalekamp tog Aalborg onsdag aften på hjemmebane klubbens tredje DM-guld i træk.

Anført af en storspillende svensk playmaker i Felix Claar med ni mål havde Aalborg ikke de store problemer med at leve op til favoritværdigheden og slå BSH.

Dermed sikrede klubben sig også en billet til næste års Champions League ud over guldmedaljerne.

Foran 2750 rødklædte tilskuere i Jutlander Bank Arena fik hjemmeholdet den bedste start på opgøret og var oppe med 4-2 efter de første fem minutter.

Den føring blev Aalborg ved med at udbygge. De forsvarende mestre var skarpe i kontrafasen og bragte sig midtvejs i første halvleg foran med fire mål.

Aalborg gik til pause med en fortjent føring på 17-12 heriblandt takket været målmand Mikael Aggefors, der bød ind med flere redninger end sine kolleger i BSH-målet.

Svenske Aggefors sluttede sin fremragende første halvleg af med at tage et straffekast ved pausefløjt.

Nordjyderne fortsatte den dominerende kurs fra start i anden halvleg og scorede de første fire mål efter pausen til stillingen 21-12, hvor BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsen tog en timeout for at få styr på sit hold.

Det hjalp dog ikke synderligt for BSH, da Aalborg holdt styr på føringen gennem hele anden halvleg, indtil kampen til slut endte 32-27.

De to klubber skulle ud i en tredje DM-finale, efter begge vandt deres hjemmekamp.

Fire dage før finalebraget onsdag stod Aalborg Håndbold i Champions League-finalen i Köln.

Her blev det dog til et rungende nederlag på 23-36 til FC Barcelona. Aalborg havde ellers overrasket i semifinalen ved at slå Paris Saint-Germain ud.

For Aalborg, der nu har vundet seks DM-titler i alt, er sæsonen dog ikke slut endnu. I weekenden venter Final 4-stævnet i den danske pokalturnering, hvor nordjyderne kan tage The Double.

Samtidig kan klubben se frem til væsentlige forstærkninger i næste sæson. Her ankommer profiler som islandske Aron Pálmarsson og svenske Jesper Nielsen.

Årets bronzemedaljer gik til GOG, der tidligere onsdag slog TTH Holstebro på hjemmebane i tredje bronzefinale.

/ritzau/