Bjerringbro-Silkeborg Håndbold mister hovedsponsor

Jyske Bank stopper efter 16 års samarbejde som hovedsponsor i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg.

Patrick Boldsen og Alexander Lynggaard og William Bogojevic, Bjeringbro-Silkeborg Herrehåndbold semifinale kamp 2: Bjerringbro-Silkeborg - TTH Holstebro JYSK-Arena Silkeborg torsdag aften.
Patrick Boldsen og Alexander Lynggaard og William Bogojevic, Bjeringbro-Silkeborg Herrehåndbold semifinale kamp 2: Bjerringbro-Silkeborg - TTH Holstebro JYSK-Arena Silkeborg torsdag aften.
Foto: Ernst Van Norde / Ritzau Scanpix

Efter 16 års samarbejde omkring håndbolden har Jyske Bank valgt at stoppe som hovedsponsor i Bjerringbro-Silkeborg.

- Det er et mangeårigt og godt samarbejde, og vi er ærgerlige over de stopper. Jyske Bank har været en markant partner, og der skal lyde en stor tak for deres engagement og bidrag, siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou i en pressemeddelelse fra klubben.

Bruddet er dog måske knap så rosenrødt, som det lyder. I hvert fald erfarer Midtjyllands Avis, at det er uenighed omkring Peter Bredsdorffs stop på trænerposten, der har ført til, at Jyske Bank nu siger farvel i Bjerringbro-Silkeborg. 

- Den dybere baggrund herfor er ledelsen i BSH bekendt med, og for nærværende har vi ikke yderligere kommentarer, udtaler Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam til Midtjyllands Avis. 

Efter en periode med svingende resultater blev cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen kontrakt ikke forlænget i 2020. Dermed stoppede træneren efter syv år ved udgangen af denne sæson. 

Men den beslutning, der dog ikke var populær hos hovedsponsoren, Jyske Bank. 

Anders Dam har ifølge Midtjyllands Avis et nært forhold til den fyrede cheftræner, og derfor stillede Jyske Bank klubben overfor et valg. Behold Peter Bredsdorff-Larsen eller mist banken som hovedsponsor. Det endte med det sidste. 

Opdatering

Præcisering

Præciseret, at Peter Bredsdorff-Larsen ikke fik forlænget sin kontrakt efter sæsonen 2020/21.


    Tror på ny hovedsponsor

    Klubben skal nu i gang med at finde en ny hovedsponsor, der kan erstatte de millioner af kroner, som Jyske Bank har lagt i klubkassen de sidste mange år. Klubdirektøren er dog overbevist om, at det nok skal lykkedes.

    - Vores produkt på og uden for banen er i god udvikling, og vi tror på, at der kan findes nye partnere, ligesom samarbejdet med nuværende partnere er i god udvikling. Vores ambitioner har fra starten været, at vi skal være en del af tophåndbolden i Danmark og spille europæisk hvert år, og det er det stadigvæk, siger Jesper Schou.

    Bjerringbro-Silkeborg sluttede sæsonen med sølv efter et finalenederlag over tre kampe til Aalborg Håndbold.