Bil kører ind under lastbil - yngre mand kørt på sygehus

En lastbil kørte mandag ud foran en personbil ved Holm Mølle. Bilen sad fast under lastbilen, men ingen er umiddelbart kommet alvorligt til skade.

uheld.jpg
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En yngre mand kørte mandag eftermiddag ind i en lastbil på vejen Långawten ved Holm Mølle i nærheden af Lemming. Uheldet skete, efter at lastbilen kørte ud foran personbilen.

Den yngre mand er kørt til Regionshospitalet Viborg, men det er ikke umiddelbart kritisk, vurderer indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning, Allan Riisberg. Føreren af lastbilen er uskadt.

Uheldet skete i et kryds, hvor vejen svinger. 

- Der holder en lastbil i et kryds og skal ud. Der komme så en bil rundt i et sving, og så kiler bilen sig ind på siden af lastbilen, siger Allan Riisberg.

Da Midtjysk Brand og Redning ankom på stedet, sad den yngre mand i bilen og var fastklemt under lastbilen. 

- Vi kunne langsomt trække bilen bagud, indtil den kom fri af lastbilen. Så klippede vi en dør af, og så trak vi ham ud. Han var vågen, og han virker til at være sluppet nådigt, siger Allan Riisberg.

Midtjysk Brand og Redning arbejder sidst på eftermiddagen mandag med at rydde op efter uheldet. Lastbilen er blevet påkørt i siden, og lufttankene er knækket af. Derfor skal den bugseres væk, og det samme skal bilen. 

Personbilen er ifølge indsatslederen formentlig kommet med for høj fart.