AQUA har stadig mink trods masseaflivning: - Det er meget vigtige dyr for os

Hos AQUA i Silkeborg løber der stadig to mink rundt. Og de skal ikke aflives.

Den ene af de to mink, der stadig er i live hos AQUA i Silkeborg.
Den ene af de to mink, der stadig er i live hos AQUA i Silkeborg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark.

Med de ord startede Statsminister Mette Frederiksen enden på minkbranchen i Danmark i denne omgang. Men alligevel er alle mink i Danmark ikke blevet aflivet.

I Midt- og Vestjylland render der stadig to rundt, og de bliver passet og plejet nøje.

Det drejer sig om to – nu helt specielle mink – som er i AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

Og de to dyr er ikke i fare for at blive aflivet. Folketinget har nemlig vedtaget en lov, der gør det lovligt for blandt andet zoologiske haver at have op til fem mink.

- Det er dejligt. Det er en lettelse. Vi havde håbet på det, siger Lisbeth Skovmand Høgh, der er leder af den zoologiske have.

Mink har været en fast del af AQUA siden åbningen af 1996.

Udfylder formidlingsrum

Selvom der kun er tale om to dyr, gør de alligevel en stor forskel, mener lederen.

- Det er kun to mink, men det er meget vigtige dyr for os. De udfylder et rigtig vigtigt formidlingsrum, fordi vi beskæftiger os med den danske natur, forklarer hun.

Derfor ser Lisbeth Skovmand Høgh nu frem til, at de i AQUA igen må åbne dørene, så besøgende kan komme for at se de to – måske – sidste mink i Midt- og Vestjylland.

- Det er jo sådan, at vi er det eneste sted, hvor man givet vis kan tage hen for at se en mink i dag. Det synes vi er vigtigt, fordi de findes i naturen i en levedygtig bestand, lyder det fra lederen.

Forbud mod minkavl

Efter Statsministerens ord blev der 21. december vedtaget en lov om, at det til og med 31. december 2021 er ulovligt at have minkavl i Danmark.

Loven blev vedtaget, så der var lovhjemmel til netop at beordre alle mink i Danmark slået ned.

Bag aftalen stod regeringen, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre.

Der mangler dog at afgøres, hvilken form for kompensation, som minkavlerne har ret til.

Disse forhandlinger skulle erhvervsminister Simon Kollerup have stået for, men han er blevet sygemeldt på grund af mavesår.