Anders Dam skulle lige tovtrække lidt inden salg til Nykredit

Jyske Bank skulle lige presse prisen lidt op, inden den solgte sin store andel af Nordjyske Bank til Nykredit.

Administrerende direktør i Jyske Bank, Anders Dam.
Administrerende direktør i Jyske Bank, Anders Dam.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

  
Efter en krejlerdans, der har varet de meste af foråret, har Jyske Bank solgt sin andel på små 40 procent af Nordjyske Bank til Nykredit. I slutningen af april sagde banken nej til selv samme handel.
    
Der skulle lige tovtrækkes lidt, forklarer administrerende direktør i Jyske Bank, Anders Dam.
    
- Det, der har ændret sig, er, at prisen er anderledes. Så enkelt kan det siges, siger Anders Dam.
    
Jyske Bank blev ejer af de små 40 procent af Nordjyske Bank, da de i 2015 støttede en aktieemission. Jyske Bank meldte dog ud i 2017, at man ikke havde noget at bruge under halvdelen af en mindre jysk bank til.
    
Derfor forsøgte Jyske Bank først at sælge sin aktiepost. Da det ikke lykkedes lagde Jyske Bank danmarkshistoriens måske mindst entusiastiske købstilbud på 190 kroner aktien på Nordjyske Bank.
    
- Fra vi lagde vores tilbud, sagde vi til dem, at de da lige skulle kigge i markedet efter, om ikke der var nogen, der ville byde mere, siger Anders Dam.

Det endte med, at Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank annoncerede en fusion. Her skulle Nykredit overtage Jyske Banks aktiepost for lige under 190 kroner aktien.
    
Sidst i april sagde Jyske Bank dog, at de ikke var klar til at sælge.
    
- Det undrede os, at nogen bød under den kurs, vi selv havde budt. Så det takkede vi nej til.
    
- Vi ville have 200 kroner, de ville give omkring 190. Så efter sådan lidt "sparke dæk", som vi kalder det i Midtjylland, så blev vi enige om 195 kroner, siger Anders Dam.
    
Med aftalen kommer Jyske Bank af med sin aktiepost, får omkring 1,4 milliarder kroner ind på kontoen og får en større partner i it-samarbejdet Bankdata.
    
- Så er vi bedre i stand til at drive udviklingen, end hvis der kun er to heste (Jyske Bank og Sydbank red.), der trækker, siger Anders Dam.
    
/ritzau/