Alternativet: Byrådspolitiker melder sig ud af partiet og ind i SF

Byrådsmedlem i Silkeborg, Claus Løwe Klostergård, melder sig ud af Alternativet og ind i SF.

0:36
Sådan sagde Claus Løwe Klostergård, da han blev valgt ind i Silkeborg Byråd for Alternativet.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Byrådspolitiker Claus Løwe Klostergård har netop meldt sig ud af sit parti, Alternativet og ind i SF. 

Beslutningen kommer på baggrund af den seneste tids uro i Alternativet, efter Josephine Fock blev valgt som politisk leder. 

- Den proces der har været omkring formandsposten i partiet, den synes jeg ikke passer med partiets værdier. Det har været uskønt og utroværdigt. Og jeg er ked af at det ender sådan her, men jeg kan ikke genkende mig selv i det længere, siger Claus Løwe Klostergård.

Til daglig er Claus Løwe Klostergård formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.

Men selvom byrådsmedlemmet nu skifter til SF, så slår han fast, at værdierne han kæmper for, er de samme: 

- Det får nok de konsekvenser, at nogle vil blive skuffede. Men jeg vil kæmpe med uformindsket styrke for det jeg altid har gjort, og det er den grønne omstilling, en bæredygtig retning og social retfærdighed, og det skal jeg nu ud og formidle, at det stadig er det jeg kæmper for, Claus Løwe Klostergård.

Alternativets hovedbestyrelse holder lørdag møde, hvor de skal diskutere, hvorvidt der er tillid til politisk leder Josephine Fock.