Ældre mand fundet død i villakvarter i Silkeborg

Politi og teknikere har hele dagen arbejdet på at undersøge 'et mistænkeligt forhold' omkring fundet af en død mand på Parkvænget i Silkeborg. Fredag eftermiddag er arbejdet afsluttet med den konklusion, at der ikke ligger en kriminel handling bag dødsfaldet.

En ældre mand er blevet fundet død på en adresse på Parkvænget i Silkeborg fredag morgen.  Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST. 

Dagen igennem har politiet undersøgt findestedet, fordi der var nogle 'mistænkelige forhold, der skulle kigges nærmere på'. 

Nu har politiet afsluttet efterforskningsarbejdet med den foreløbige konklusion, at der ikke ligger en kriminel handling bag dødsfaldet. 

- Vores teknikere er færdige på stedet, og umiddelbart er der ikke noget, der tyder på det, siger Midt- og Vestjyllands Politis indsatsleder Claus Ejlersen til TV MIDTVEST. 

- Han skal obduceres på mandag, og først der kan det endeligt blive slået fast, hvad der ligger til grund for dødsfaldet. 

Flere faggrupper fra politiet arbejder på at klarlægge, hvad der er sket på Parkvænget i Silkeborg.
Flere faggrupper fra politiet arbejder på at klarlægge, hvad der er sket på Parkvænget i Silkeborg.
Foto: Presse-Fotos.dk / Ritzau Scanpix

Patruljer, drone og kriminalteknikere på villavejen

TV MIDTVESTs reporter, som har været til stede på Parkvænget, fortæller, at der hele dagen har været et massivt opbud af politibetjente og en hundepatrulje i området, mens også en drone blev sendt i luften ved middagstid. 

Herefter ankom kriminalteknikere fra Aarhus, som altså brugte i omegnen af tre timer på at færdiggøre deres undersøgelser. 

Villavejen, der har været spærret siden 9-tiden fredag morgen, er igen åben. 

Mandens pårørende er blevet underrettet. 

Parkvænget i Silkeborg fredag formiddag.
Parkvænget i Silkeborg fredag formiddag.
Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien 112.