Åben grusgrav: - Det er ikke lige et sted, man plejer at komme

I weekenden åbnede flere grusgrave rundt om i landet op for offentligheden. Målet var at udvide folks kendskab til de vigtige råstoffer.

grusgrav
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Ofte passerer vi dem bare. De store fordybninger i landskabet – kaldet grusgrave. Her i weekenden havde nysgerrige hoveder muligheden for at kigge indenfor, da der flere steder i landet blev holdt Åben Grusgrav.

Et af stederne var Asklev Sten og Grus i Hampen sydvest for Silkeborg. Her ser de det som en vigtig ting at få udbredt kendskabet til grusgravenes formål.

- Vi bruger allesammen råstoffer, men mange har ikke kendskab til, hvad det er de egentlig gør, så derfor tror vi, at ved at få dem ud og fortælle, hvad vi gør, så vil folk have en lille forståelse for, at vi har brug for råstoffer, siger Anders Jensen, der er direktør i Asklev Sten og Grus.

10 tons råstoffer 

Det er brancheforeningen Danske Råstoffer, der hvert år arrangerer råstofdagen, men det var første gang, at Asklev Sten og Grus deltog i arrangementet. Både store og små lagde vejen forbi Hampen. En af dem var 11-årige Magnus Christensen fra Hjøllund.

- Det er ikke lige et sted, man plejer at komme, konstaterede Magnus Christensen, der var imponeret over de store maskiner og de massive mængder af grus.

De store mængder af sten og grus er nødvendigt, for hver person bruger årligt 10 tons råstoffer.  

- Det hus, de bor i, den vej, de kører i, den skole, deres børn går på, kan ikke eksistere uden råstoffer, og det kræver, at man har aktiv indvending og graver på nogle arealer i en periode, siger Anders Jensen.

Udover Asklev Sten og Grus var der også Åben Grusgrav i København, Brædstrup og Sorø.

1:12
Se med, da der var Åben Grusgrav i Hampen.