96-årig modtager ærespris: Doris gik forrest for bøsser og lesbiske

Kronprinsesse Mary uddelte LGBT-pris til 96-årige Doris Pollas fra Silkeborg, der i 1948 var med til at stifte det første LGBT-forbund.

Doris Pallas var i 1948  med til at stifte det første LGBT-forbund.
Doris Pallas var i 1948 med til at stifte det første LGBT-forbund.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

96-årige Doris Pollas fra Silkeborg er blevet hædret for hendes bidrag til LGBT-miljøet. 

Det skete onsdag aften, hvor Kronprinsesse Mary ved Danish Rainbow Awards uddelte en særlig ærespris til Doris Pollas. 

- I en tid, hvor man bestemt ikke kunne være åben om sin seksualitet eller kønsidentitet, gik Doris Pollas forrest. Som en af de første. Det organisatoriske arbejde er ikke altid sexet. Men det er fundamentet, der har resulteret i, at Danmark er foregangsland for ligerettigheder, siger Kronprinssese Mary. 

Doris Pollas var ikke selv til stede i Cirkusbygningen, så prisen blev på hendes vegne modtaget af hendes gode ven Ole Markussen. Det skriver Midtjyllands Avis

Fredag kommer han til Silkeborg for at videregive prisen til Doris Pollas, og om aftenen har hun besluttet at fejre det hele sammen med gode venner på Ludvigslyst.

Til Midtjyllands Avis siger Doris Pollas, at hun er både meget stolt og beæret over prisen:

- Jeg er vældig, vældig glad for den, men jeg er bare ked af, at jeg ikke havde mulighed for at tage til København onsdag aften. De havde jo spurgt, om jeg kunne komme, men jeg er altså nu ved at være for gammel til at rejse nogen steder. Så jeg ville ønske, det havde været for 10 år siden, siger Doris Pollas til Midtjyllands Avis.

Doris gik forrest

Doris Pollas er det sidste nulevende medlem af den kreds, der i 1948 stiftede det, der i dag er kendt som LGBT Danmark.

- Dengang hed det 'Forbundet af 1948' og var en forening for homofile i København. Og det var en meget stor ting for mig, at jeg kunne få lov til at vise, hvordan jeg var, sagde Doris Pollas til TV MIDTVEST i forbindelse med, at vi sidste år lavede et program med hende.

Har altid følt sig som en dreng

Doris Pollas er født og opvokset i Ringkøbing sammen med sine forældre og tre søstre. Hun fortæller, at hun aldrig har leget med dukker, men i stedet havde hun en fin værktøjskasse og legede med tinsoldater.

- Jeg føler, jeg er født homofil, jeg føler, jeg er født som dreng. Jeg mærkede nok, at jeg var anderledes, men ikke hvorfor eller hvordan, og der var heller ikke noget, der hed noget andet dengang.

 
 
Foto: Privat

Taknemlig for sine forældre

Doris Pollas har gennem årene ikke haft en fast kæreste i mere end et års tid af gangen, men hun har én gang været gift med en mand.

Jeg har altid været heldig, at jeg har haft nogle dejlige forældre, der fuldstændig har forstået mig og støttet mig hele tiden.

- Men det var altså med en ægte bøsse. Det var fordi hans forældre havde en gård ved Horsens, og de var så religiøse. De var slet ikke klar over, hvordan det var med ham, så det var faktisk for at hjælpe, forklarer Doris Pollas.

I dag er hun taknemlig for sin egen opvækst, der har gjort, at hun har kunnet leve, som den hun er.

- Jeg har altid været heldig, at jeg har haft nogle dejlige forældre, der fuldstændig har forstået mig og støttet mig hele tiden. Hvis alle, der er homofile, har haft lige en så lykkelig og forstående barndom, som jeg havde, så er det bare skønt, siger hun og tilføjer:

- Men der er desværre stadig nogle, der bliver smidt ud af hjemmet, hvis de er til bøsser eller lesbiske, siger Doris Pollas.

Hun håber, at hendes historie kan hjælpe andre, der i dag er i samme situation, som hun var for over 70 år siden. I dag er hun medlem af den forholdsvis nystiftede afdeling af LGBT i Silkeborg.

9:57
TV MIDTVEST lavede i 2019 et portræt af Doris Pollas, som håber hendes historie kan hjælpe andre. Video: Lasse Hagelund Uttrup, TV MIDTVEST
Foto: Lasse Hagelund Uttrup, TV MIDTVEST