83-årig mand mistede livet i trafikulykke nær Silkeborg

En mand påkørte lørdag to biler i et kryds. En 83-årig mand, der sad i den ene bil, har mistet livet.

politi.jpg

En 83-årig mand har lørdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke ved Gjern nær Silkeborg.
    
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Erik Kristensen.
    
Ulykken skete, da en bilist, en mand på cirka 50 år, påkørte to biler i krydset ved Sørkelvej og Svostrupvej. Den 83-årige mand sad i den ene bil, der blev påkørt.
    
Politiet fik anmeldelsen klokken 14.11. Ud over den 83-årige mand er en anden person kørt på sygehuset med lettere skader.
    
Politiet kender endnu ikke årsagen til ulykken. Men vagtchefen fortæller, at den cirka 50-årige, der påkørte de to andre bilister, er anholdt, og han vil få taget en blodprøve.
    
Der er lørdag eftermiddag ved at være ryddet op ved ulykkesstedet.
    
En bilinspektør har også, som det er normalt ved alvorlige ulykker, været ude for at undersøge ulykkesstedet.
    
Bilinspektørens opgave er blandt andet at forsøge at beregne, hvor hurtigt den eller de implicerede biler har kørt.