47-årig anholdt for trusler på livet på bodega

Af ukendte årsager truede manden med at skyde alle på værtshuset.

Politibetjente foran bodegaen.
Politibetjente foran bodegaen.
Foto: 24-7 News.

Kort tid efter klokken 15 fredag eftermiddag gik en 47-årig mand ind på Dorte's Bodega i Kjellerup og truede indehaveren. 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi skulle manden have sagt noget i retningen af: "Hvis du har dine gæster kær, så skal du sende dem ud, ellers vil jeg skyde dem."

Derefter skulle han have beordret ejeren af stedet til at lægge sig ned på gulvet. 

- Inden det når at udvikle sig videre, kommer en bekendt til ham ind og trækker ham ud fra værtshuset, siger politiets vagtchef, Simon Skelkjær. 

Da politiet kom frem til bodegaen på Nørregade, var manden forsvundet fra stedet. Vidneforklaringer ledte dem dog på sporet af ham, og kort tid efter blev han anholdt på sin bopæl i byen. 

- Han er i vores varetægt nu, og senere på aftenen vil han blive afhørt og sigtet for trusler på livet, oplyser vagtchefen.