2. klasses elever underviser flygtninge i dansk: - De er dygtige lærere

På en skole ved Silkeborg er det eleverne i de helt små klasser, der lærer nogle af kommunens flygtninge dansk.

8:59
Her kan du se hele udsendelsen om eleverne og flygtningene på Funder Skole.

Hvad sker der, når man sætter en gruppe flygtninge fra sprogskolen sammen med en flok 1. klasses-elever, og lader eleverne undervise de voksne? På Funder Skole ved Silkeborg har de forsøgt sig med den model, og den virker udover alle grænser.

- De er rigtig dygtige pædagoger. De er tålmodige, de giver sig god tid, og de er rigtig gode til at hjælpe dem med at læse. De bliver ved med at udtale ordene, indtil de synes, at nu er det okay, nu kan de godt udtale det rigtigt, siger Helle Damgaard, der er lærer for eleverne på Funder Skole.

- Det, jeg synes, er allervigtigst, er, at de er fordomsfrie. De har ikke gjort sig nogen forestillinger på forhånd, siger Helle Damgaard, lærer på Funder Skole.
- Det, jeg synes, er allervigtigst, er, at de er fordomsfrie. De har ikke gjort sig nogen forestillinger på forhånd, siger Helle Damgaard, lærer på Funder Skole.

Nogle er børn – andre er voksne. Nogle er danske – andre er syrere, fra Eritrea eller fra Litauen. Mens forskellene er store, så er deres mål det samme – både børn og voksne skal lære at tale, skrive og læse dansk.

Eleverne og kursisterne skriver breve til hinanden som en del af undervisningen.
Eleverne og kursisterne skriver breve til hinanden som en del af undervisningen.

- Deres opgave er at få dem til at føle sig godt tilpas, og så har vi meget fokus på læsning, for der skal også være et fagligt indhold. De er faktisk rigtig dygtige lærere – de er gode til at lære dem at tale dansk og til at læse. Og det har i hvert fald givet rigtig meget hos især nogle af de børn, der måske har lidt svært ved at læse. Her er faktisk noget, jeg kan finde ud af, og jeg kan lære videre, siger Helle Damgaard.

Børnene underviser på deres måde – gennem sang, madlavning og leg.

- Fordi børnene er så umiddelbare, er det ikke så grænseoverskridende for de voksne kursister pludselig at skulle tale et sprog, som de ikke er sikre på endnu. De bliver mere frie, fordi børnene er så frie og bare tager dem, som de er, og gør hvad de kan for at forstå dem, siger Maria Bundgaard-Laursen, Underviser, Sprogcenter Midt Silkeborg.

Det er tredje gang eleverne og kursisterne mødes. Helle Damgaard inviterede sprogskolekursisterne og deres lærere indenfor første gang i maj 2018. Hvad der skulle have været en simpel rundvisning på skolen endte med at bane vejen for det succesfulde samarbejde.

Mohammad Jamil er flygtet fra Syrien. I hans hjemland var han stor sangstjerne og spillede koncerter for hundredetusinder af mennesker. På sin medbragte Tambur spiller han pludselig op til dans på Funder Skole.
Mohammad Jamil er flygtet fra Syrien. I hans hjemland var han stor sangstjerne og spillede koncerter for hundredetusinder af mennesker. På sin medbragte Tambur spiller han pludselig op til dans på Funder Skole.

- Det var egentlig ikke noget, vi lagde op til. Det skete bare. Og det er jo fantastisk, når tingene bare sker af sig selv, siger Helle Damgaard.

- Jeg oplever, at de får mange ting ud af det og meget mere, end vi havde regnet med. De skaber pludselig skabte nogle relationer til de her børn. De havde det sjovt sammen, og de kunne genkende hinanden fra gang til gang, siger Maria Bundgaard-Laursen.

For Silkeborg Kommune giver undervisningsformen også mening. Kommunens chef for Integration og Jobrehabilitering deltager denne gang også i undervisningen på Funder Skole for at se resultaterne med egne øjne.

- Jeg håber, at der kommer en gensidig forståelse for hinanden, og jeg håber også, at kursisterne går herfra med en motivation for at lære noget mere dansk. Vi ved, at et godt dansk er det, der kræves for at komme ud på arbejdsmarkedet her i Danmark, og at de her kan finde noget motivation til at se, at der er en god mulighed for at lære noget dansk, siger Martin Husted, Centerleder, Jobrehabilitering og Integration, Silkeborg Kommune.

- Man taler meget om, at store kan lære små. Her har vi vendt det på hovedet, så det faktisk er de små, der lærer de store. Det er vi meget stolte af, siger Helle Damgaard.
- Man taler meget om, at store kan lære små. Her har vi vendt det på hovedet, så det faktisk er de små, der lærer de store. Det er vi meget stolte af, siger Helle Damgaard.