18-årig idømt 1,5 års fængsel for påsatte brande i Silkeborg

Den 18-årige ankede dommen og er fortsat varetægtsfængslet.

Sådan så det ud ved en af de brande, der i slutningen af 2019 hærgede i Silkeborg (arkivbillede).
Sådan så det ud ved en af de brande, der i slutningen af 2019 hærgede i Silkeborg (arkivbillede).
Foto: 24-7 News

En 18-årig mand er blevet idømt 1,5 års fængsel for brandstiftelse i Silkeborg.

Det har Retten i Viborg slået fast.

Manden blev kendt skyldig i de tre brande, der var på Lupinvej natten til den 6. november 2019.

Før retssagen havde manden erkendt at have påsat én ud af de i alt 24 brande, han var sigtet for at have påsat. De 23 andre nægtede han sig skyldig i.

Efter domsagsigelsen var Camilla Berg, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, tilfreds.

- Jeg kan kun være tilfreds med, at domsmandsretten har fundet tiltalte skyldig i blandt andet de tre brande fra 6. november i Silkeborg. Det viser, at domsmandsretten har været enige med anklagemyndighedens vurdering af beviserne – blandt andet i de tre tilfælde, fortæller hun.

I forbindelse med domsafsigelsen blev der lagt vægt på blandt andet det forhold, at de tre brande, som den 18-årige nu er dømt for, udgjorde en del af den række af brande, der fandt sted i Silkeborg i oktober og november.

Den 18-årige valgte at anke dommen, men han er fortsat fængslet. 

Anholdt efter ransagninger

Den dømte blev anholdt den 6. december 2019, da han var 17 år, efter politiet havde foretaget ransagninger på 10 adresser.

Ransagningerne skete efter omfattende efterforskning fra Midt- og Vestjyllands Politi, fordi der i perioden startende fra 6. oktober 2019 til den 10. november var 25 påsatte brande på Lupinvej og Resedavej.

Efter anholdelsen blev manden varetægtsfængslet i fire uger, og den 2. januar blev varetægtsfængslingen forlænget i yderligere fire uger.

Brand under varetægtsfængsling

Den 6. januar 2020, mens den 18-årige mand var varetægtsfængslet, var der endnu en brand på Resedavej i Silkeborg.

I modsætning til de 24 andre brande var der ikke tale om en containerbrand. I stedet var det en klapvogn eller en barnevogn, der brændte inde i en opgang på Resedavej.

Politiet sagde efterfølgende, at det tydede på, at denne brand også var påsat, fordi flammerne blussede op, da brandvæsenet sprøjtede vand på. Når det sker, kan det være tegn på, at der er brugt brandbare væsker.