16-årig dømt for vold og ulovlig tvang: Slog, sparkede, skubbede og tog kvælertag

En pige fra Silkeborg har fået en betinget dom for vold og ulovlig tvang. Det slog Retten i Viborg fast mandag.

En 16-årig pige fra Silkeborg er mandag eftermiddag idømt 40 dages betinget fængsel for vold og ulovlig tvang mod en 18-årig pige i Silkeborg den 15. juni i år.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politis anklagere. Den 16-årige pige blev også henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Dommen for vold kommer efter lussing, spark, skub og kvælertag mod den 18-årige, mens dommen for ulovlig tvang skete, da den 16-årige truede den 18-årige til at blive i en cykelkælder mod den 18-åriges vilje.

Henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet

Anklager Morten Wibroe er tilfreds med strafudmålingen til den 16-årige pige.

- Det ligger inden for det niveau, vi lagde op til. Med de unge er det vigtigste, at der kommer en henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet, siger Morten Wibroe.

Ungdomskriminalitetsnævnet er med til at forebygge ungdomskriminalitet. Det gøres ved at fastlægge målrettede, individuelle forebyggende indsatser for kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-17 år. Det skriver nævnet på deres hjemmeside.

Nævnet fastlægger desuden de indsatser, der vurderes bedst at kunne hjælpe den.

Kendte hinanden

Forud for perioden mellem den 16-årige dømte og det 18-årige offer kendte de to piger hinanden.

Men meget mere har det ikke været muligt at få ud af hverken dømte eller offeret.

- Det kom ikke helt klart frem, hvad der var af grund, andet end at det var en uoverensstemmelse, siger Morten Wibroe.

Den 16-årige har ikke tidligere gjort noget ulovligt.


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien 112.