1,5 millioner til udeareal i Kjellerup

I Kjellerup vil de lave et udeareal omkring idrætshallen, som både skal kunne bruges aktivt af indendørsidrætten og en helt ny målgruppe.

kjellerup.jpg

Inden længe bliver det muligt at dyrke en række forskellige udendørs aktiviteter ved Arena Midt i Kjellerup.
Grunden skal forvandles til et aktivitetsområde kaldet Arena Parken til blandt andet boldspil, løb og cykling. 
Det i alt 40.000 m² store område udstyres med stiforløb og pladser til aktivitet og ophold. 

På pladserne bliver det muligt at dyrke yoga, styrketræning, badminton, fodbold, håndbold og streetbasket, beachvolley og forskellige former for cykling. En del af området asfalteres, så det kan bruges som tekniktræning for cyklister og som trial-cykling bane samt til skateboards, rulleskøjter og løbehjul. 

I alt kommer Arena Parken til at koste 7,378 mio. kr. at etablere. Silkeborg Kommune har bevilget 4 millioner kroner og Lokale og Anlægsfonden har netop bevilget 1,5 millioner kroner.

- Med den nye aktivitetspark får borgere i Kjellerup et område, hvor alle mulige former for aktiviteter samles og kan udfoldes på tværs af både alder, køn og motionsform. Det vil også være stedet, hvor borgere i Kjellerup mødes alle dage, morgen til aften, for både at være aktive og sociale. Dermed vil Arena Parken og sammenhængen med Krabbes Grønne Ring bidrage til at give hele Kjellerup et løft, siger Gitte Willumsen, formand for Kultur-, fritids- og idrætsudvalget i Silkeborg Kommune.