En 32-årig mand ringede torsdag aften til Midt- og Vestjyllands Politi med en ret usædvanlig besked.
Han ville gerne melde sig selv, men ikke for kriminalitet foretaget her i landet.
I stedet henviste han til en efterlysning af ham i sit hjemland Rumænien.
- Han var vel blevet træt af at være på flugt, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge hans oplysninger står den 32-årige mand til 2,5 års fængsel for bedrageri i Rumænien, og derfor kørte en patrulje ud til en adresse i Ulfborg, hvor manden opholdt sig.
- Vi efterkom hans ønske og hentede ham og kørte ham i arresten, siger vagtchefen og tilføjer:
- Nu skal vi have styr på nogle papirer, så han kan blive udvist. Det arbejder vi videre med i morgen.