1660 tilskuere.
Det var antallet af fodboldfans, der overværede det danske kvindelandsholds EM-kvalifikationskamp mod Belgien den 9. april i Viborg.
Med undtagelse af to kampe under coronapandemien er tallet det laveste i domkirkebyen, siden Viborg i 2015 blev valgt af Dansk Boldspil-Union som fast hjemmebane for kvindelandsholdet.
DBU har et væsentligt ansvar for, at opbakningen til kvindelandsholdet nåede et lavpunkt til opgøret mod Belgien.
Det mener Amalie Bremer, der er radiovært, medstifter af kvindelandsholdets fanklub og medlem af DBU's nystiftede fanpanel.
- Kvindelandsholdet er i sidste ende DBU's produkt, som de ikke har formået at sælge, og det er forbundets egen skyld. Og det er ikke nogen andres opgave, siger Amalie Bremer.
Kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, har efterfølgende sagt, at tilskuertallet var utilfredsstillende.
- Vi skal også kunne tiltrække en større mediedækning, som går ind og er med til at fortælle historien, men måske også er med til at tiltrække nogle forskellige målgrupper af fans, sagde Jakob Høyer til DR.