En variation af fugleinfluenza spreder sig lige nu i en stor spansk minkbesætning, men de nyopstartede danske minkavlere bør ikke bekymre sig for meget.
Det vurderer Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær biologi ved Københavns Universitet. Her arbejder han med virusinfektioner i produktionsdyr.
- Det er jo kun ganske få minkfarme, som starter op her i landet lige nu, så risikoen for at virusset også spreder sig til danske mink, er overordnet ikke så stor, siger han.
For godt to uger siden ankom de første mink til Danmark efter to års forbud. De kom fra Norge, men minkavlerne skal efter planen også modtage mink fra Spanien.
Udbruddet af fugleinfluenza i Spanien har fået Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til at afkræve en risikovurdering af den aktuelle situation.
- Jeg har torsdag bedt sundhedsministeren (Sophie Løhde (V), red.) om at få en risikovurdering hos Statens Serum Institut (SSI), så vi ved, hvad vi står over for, lyder det.
/ritzau/