Kongehuset besøger Midtjylland til Royal Run i 2025

Det er bare anden gang, at en midt- og vestjysk by får besøg af det royale løb. Senest var i 2023, hvor Herning var værtsby.

Det vides endnu ikke, om H.M. Kongen selv kommer til at deltage i løbet i Viborgs gader.
Det vides endnu ikke, om H.M. Kongen selv kommer til at deltage i løbet i Viborgs gader.
Foto: Viborg Kommune / Royal Run

2. pinsedag 2025 går lidt af en drøm i opfyldelse i Viborg. Her skal den tidligere hovedstad lægge grund til Royal Run for allerførste gang.

- At folk kommer til Viborg for at løbe og se byen, er vi utroligt glade for og stolte over, siger Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V).

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at domkirkebyen i flere år har bejlet til at blive værtsby for det kongelige løb. 

I 2025 bliver det så en realitet, og borgmesteren kalder valget af Viborg for "logisk".

- Det har jo noget at gøre med, at vi er en gammel kongeby. Kongehyldningerne fandt sted her. Vi er en domkirkeby, vi har historien med os, og den vil vi fortælle.

Ifølge borgmesteren så betyder det også noget for de lokales selvforståelse at blive udvalgt til at huse et arrangement som Royal Run.

- Og så kommer det til at ligge i 2025, hvor der i forvejen er rigtig mange events. Så der bliver rigeligt for borgerne at lave. Men selvfølgelig er Royal Run noget helt specielt.

Vil gøre det på sin egen måde

Royal Run så dagens lys i 2018 i anledning af Kong Frederiks 50 års fødselsdag. 

Siden da har det været en tilbagevendende begivenhed rundt omkring i landet.

I 2023 lagde en midt- og vestjysk by for første gang grund til det kongelige løb, hvor Herning fik besøg. Her deltog 18.500.

- Vi har forhørt os om erfaringer forskellige steder, men vi har valgt at gøre det på vores egen måde. Vi er vant til at lave store events i Viborg, så det er vi helt klar til, lyder det fra Ulrik Wilbek.

Med i planlæggelserne er Lars Stentoft, der er direktør for kultur og udvikling i kommunen.

- Royal Run er en fantastisk folkefest. Men det er også et tv-show, hvor vi får lov at fortælle den danske befolkning om Viborg, siger han.

Der er derfor store planer for at vise byen frem på allerfineste vis. Blandt andet skal den gamle del af domkirkebyen være en del af løberuten, ligesom man vil lade ruten gå forbi flere uddannelsesinstitutioner for at fokusere på Viborg som uddannelsesby.

Derudover skal der også være fokus på kreativitet.

- En af verdens bedste animationsskoler ligger her. Langs hele ruten vil vi fortælle, hvordan Viborg er kreativ. På den måde får vi fortalt om tre særlige styrkepositioner.

Den endelige løberute bliver offentliggjort til april næste år. Men allerede til november kan man tilmelde sig løbet som deltager.

2:12
Her kan du se, hvordan det så ud i 2023, da Herning var vært for Royal Run.

Op mod 18.000 danskere stiller til start

Ifølge kulturdirektør Lars Stentoft er det svært at sige, hvad begivenheden præcis kommer til at koste for kommunen. 

- Spørgsmålet er også, hvor mange der vil være med til at betale for det. Normalt oplever vi, at det lokale erhvervsliv og kulturliv står sammen, så vi tror, at mange gerne vil bidrage på mange måder.

Han nævner også, at kommunen vil fokusere på fortræning, inden løbet skydes i gang. På den måde rækker de positive effekter, ifølge direktøren, udover løbets ene dag.

- Det handler om folks sundhed. Hvis flere borgere vil gå og løbe i foråret for at træne sig op, så er det en gevinst, der kan reducere udgifter til sundhedsvæsenet, lyder det.

Flere kommunalt ansatte bliver en del af planlægningen, men også foreninger og frivillige bliver en afgørende faktor for, at folkefesten bliver en succes. 

Arrangøren forventer, at mellem 500 og 1000 mennesker bliver en del af afviklingen.

I en pressemeddelelse siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe, følgende om valget af Viborg:

- Vi glæder os utrolig meget til at komme til hjertet af Midtjylland, hvor vi er sikre på, at både borgere og tilrejsende vil få en god oplevelse med Royal Run. Det bliver uden tvivl en motionsfest uden lige, som viborgenserne kan byde velkommen til.

Man forventer, at mellem 12.000 og 18.000 deltagere kan snøre løbeskoene og stille til start. Iblandt dem er der tradition for, at et eller flere kongelige familiemedlemmer deltager.

Borgmesteren vil dog ikke løfte sløret for, hvem han håber på, kommer forbi domkirkebyen.

- Det holder jeg for mig selv indtil videre, siger borgmesteren.