Vestas-bonus skaber glæde blandt medarbejderne

800 millioner kroner skal fordeles mellem 24.000 ansatte.

Vestas' samlede omsætning i år er 90 milliarder kroner.
Vestas' samlede omsætning i år er 90 milliarder kroner.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Onsdag morgen præsenterede vindmøllegiganten Vestas et årsregnskab, der bød på en samlet omsætning på godt 90 milliarder kroner. 

Med det gode regnskab følger også en bonus til medarbejderne. 

- Vi er glade for, at det ser ud til, at vi får bonus igen, siger Michael Abildgaard Lisbjerg, der er fællestillidsrepræsentant for landets Vestas-medarbejdere. 

- Kollegaerne rundt om i afdelingerne er også rigtig glade for nyheden, fortsætter han.

Tidligere år har der også været bonusser til medarbejderne i Vestas, men sidste år rakte omsætningen ikke til en medarbejderbonus.

- Vi ved endnu ikke, hvor stor en bonus de forskellige medarbejder får, men det får vi besked om hurtigst muligt, siger fællestillidsrepræsentanten.

Det er omkring 800 millioner kroner, der skal fordeles i bonus. Vestas har godt 24.000 ansatte.

Det gode regnskab

Det er en rekordstor ordreindgang, der har sikret det gode regnskab hos Vestas. Omsætningen er det seneste år steget med 20 procent.

Og Vestas har også gode forhåbninger for det kommende år. Her forventes der nemlig en omsætning på mellem 105 og 112 milliarder kroner.

Også dette skyldes den store ordreindgang. 

Udover det flotte regnskab kan Vestas også prale med selskabet sidste år fik ordrer på vindmøller med en samlet kapacitet på 17,9 gigawatt, hvilket er 26% mere end året før, og det højeste nogensinde.