Ved du noget? Politiet leder efter grøn motocross, der stak fra uheld

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser den person, der onsdag kørte en tysk cyklist ned med sin grønne motocross-motorcykel.

Poltiet har kun få oplysninger om den person, der stak af fra uheldet.
Poltiet har kun få oplysninger om den person, der stak af fra uheldet.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Politiet er lige nu på jagt efter føreren af en grøn motocross motorcykel, der er mistænkt for at stikke af fra et alvorligt uheld. 

Det fortæller vagtchef med Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj. 

- Han bliver holdende kort tid, men giver sig ikke til kende efter uheldet, forklarer vagtchefen.

Uheldet fandt sted på Svinkvej nordvest for Hemmet tæt på Ringkøbing fjord.

Her blev en tysk cyklist påkørt af motorcyklen. Det er uvist, hvordan uheldet fandt sted, men politiet oplyser, at cyklisten kom til skade ved påkørslen. 

- Han kommer noget til skade og der bliver lavet udrykningskørsel. Men han er ikke livsfare, understreger Ole Vanghøj. 

Politiet ved ikke, hvordan uheldet skete. Det er også uvist, hvilken retning motorcyklisten kom fra. 

- Der må være nogle i området, der ved hvem der kører rundt på en grøn motorcross, understreger vagtchefen, der tilføjer:

- Man kan ligeså godt melde sig selv. Vi skal nok finde ud af hvem, det er.

Hvis man har oplysninger i sagen kan man henvende sig til politiet på telefon 1-1-4.