Tyve slår til mod turisternes biler

Senest er der stjålet 2000 euro fra en schweizisk indregistrerede bil.

Indbrudstyve har et godt øje til biler med udenlandske nummerplader.
Indbrudstyve har et godt øje til biler med udenlandske nummerplader.
Foto: Flemming Christensen

Fredag aften lykkedes det en eller flere gerningsmænd at bryde ind i en parkeret bil i Søndervig.

Det fortæller lokalpolitiet i Ringkøbing.

Bilen stod parkeret på Holmsland Klitvej ved Søndervig Put and Take.

- Der er blevet stjålet en pung med 2000 euro fra bilen, fortæller Martin Bjerg, som er politiassistent ved lokalpolitiet i Ringkøbing.

Ifølge politiet foregik tyveriet i et kort tidsrum mellem klokken 19 og 19.30 fredag aften.

- Vi formoder, at vinduet i venstre side er blevet brækket op med en ukendt genstand, som gjorde, at ruden gik i stykker.

Derefter har der været adgang til at åbne døren gennem den ødelagte rude og finde pungen.

Politiet fortæller, at tyveriet er foregået i en schweizisk indregistreret Audi A6.

Det er tidligere set, at tyve er på færde på disse kanter. Og især i biler, der er udenlandsk indregistreret. 

Tidligere på året kunne lokalpolitiet i Ringkøbing fortælle om indbrud i tre biler med tyske nummerplader. Her blev der tilsammen stjålet 2600 euro i kontanter samt flere betalingskort, en Northface-jakke, et digitalkamera og en tablet.

Dengang foregik det på strækningen fra Husby til Bjerregård, som ligger syd for Hvide Sande.