TV-kanal sender direkte boksekampe fra Ringkøbing: - Nu kan vi vise, hvad vi dur til

Boksetræner og promotor fra Ringkøbing laver en aftale med TV-kanal, der sikrer, at lokale boksere nu får vist kampe i fjernsynet.

De fleste kender bokserne Mikkel Kessler og Brian Nielsen, og det skyldes især, at deres kampe er blevet vist i TV.

Begge er nu pensionerede boksere, og i dag er det sjældent, at den hårdtslående sport bliver vist i TV.

- Da jeg var dreng, der kørte Mogens Palle stævner næsten hver tredje eller fjerde fredag, og der var rigtig mange seere, og det var dét Mikkel Kessler og Brian Nielsen blev kendte af. Vi kunne alle sammen få lov til at se dem. Lige nu har vi mange talenter, men hvis de skal blive kendte, så skal de også ses, siger Kasper Holgersen, der er træner og promotor hos TK Promotion i Ringkøbing.

Han har derfor lavet en aftale med TV-kanalen Sport Live, der sikrer, at boksere fra Ringkøbing Bokseklub får vist deres kampe i fjernsynet de næste to år.

- Succeskriteriet for os er, at der i løbet af de næste par år er flere, som kender til og holder af professionel boksning, siger Flemming Kjellerup, der er direktør for Sport Live.

TV skal lokke sponsorer til

For to af bokserne i Ringkøbing er håbet, at den nye TV-aftale giver dem nogle trofaste fans.

- Du kan være verdens bedste, men hvis ikke der er nogen, der ser dine kampe, så kan du ikke tjene på det, og så kan du ikke leve af det. Nu bliver det nemmere at finde sponsorere, når der er fast TV på, siger Payman Akbari, der er professionel bokser i Ringkøbing.

Jeppe Møller Christensen (t.v.) og Payman Akbari (t.h.) glæder sig til deres kampe bliver vist i TV. Det er deres træner og promotor, Kasper Holgersen (i midten), der har lavet aftalen med Sport Live.
Jeppe Møller Christensen (t.v.) og Payman Akbari (t.h.) glæder sig til deres kampe bliver vist i TV. Det er deres træner og promotor, Kasper Holgersen (i midten), der har lavet aftalen med Sport Live.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

- Det betyder sindssygt meget, at vi kan få lov til vise os frem med alt det arbejde vi lægger i træningslokalet. Så kan vi vise, hvad vi dur til og skabe noget interesse for boksning, siger Jeppe Møller Christensen, der også er professionel bokser i Ringkøbing Bokseklub.

Indtil nu har de to bokseres kampe kun været vist i TV, hvis de har bokset som optakt til en af Struer-bokseren Dina Thorslunds VM-kampe.

De første TV-kampe fra Ringkøbing bliver vist på Sport Live den 11. juni.