Trodser corona-nedlukning: Bettina laver virtuel rideskole til sine elever

En ridelærer fra Velling nægter at lade sig stoppe af corona-nedlukningen. Så når eleverne nu ikke må komme til hende på rideskolen, så kommer hun til eleverne via rideundervisning på Facebook.

Bettina Langhoff ejer Velling NaturRideskole og underviser til hverdag 85 elever.
Bettina Langhoff ejer Velling NaturRideskole og underviser til hverdag 85 elever.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Normalt kommer der hver uge 85 elever til rideundervisning på Velling NaturRideskole. Men lige nu er staldene tømt for elever, og rideskolens 11 heste må undvære selskabet.

Bettina Langhoff er der dog stadig. Hun ejer rideskolen og er også underviser.

- Jeg synes, det er synd for børnene, at de ikke kan komme ud til hestene, som de plejer. Skolerne gør meget for børnene med eksempelvis online undervisning, så det tænkte jeg, at vi også kunne gøre som rideskole, siger Bettina Langhoff.

Hun har derfor lavet sin egen virtuelle rideskole på Facebook. Den første video blev lagt op den 19. marts og handlede blandt andet om, hvordan man lægger hovedtøj korrekt på en hest.

- Jeg gør det for at skabe glæde for eleverne. Der er mange, der savner hestene. Jeg har fået meget positiv respons fra eleverne og forældrene.

Bettina Langhoff har indtil i dag lavet fire undervisningsvideoer til sine elever. I dag sendte hun også live på Facebook.
Bettina Langhoff har indtil i dag lavet fire undervisningsvideoer til sine elever. I dag sendte hun også live på Facebook.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Eleverne savner hestene

Indtil nu er det blevet til fire forskellige undervisningsvideoer, og i dag udvider ridelæreren den virtuelle rideskoles tilbud med live-undervisning.

- Klokken 13.00 sender jeg live på Facebook, hvor eleverne skal testes i, hvor godt styr de har på hestens anatomi, forklarer Bettina Langhoff.

Nogle af dem, der får rideundervisning hjemme i sofaen er 13-årige Sofia Leone og hendes mor Christina Sperling Lykke Jensen.

- Jeg bliver bare så glad, når Bettina starter sådan noget her. Lige nu lider pigerne under, at de ikke kan komme ned på rideskolen, som de plejer, og videoerne fra rideskolen gør, at der kommer en eller anden grad af normalitet i hverdagen, siger Christina Sperling Lykke Jensen.

Hun har sammen med sin datter set de forskellige videoer fra Velling NaturRideskole. Normalt er mor og datter på rideskolen to til tre gange hver uge.

13-årige Sofia Leone er en af de elever, der følger med i den virtuelle undervisning.
13-årige Sofia Leone er en af de elever, der følger med i den virtuelle undervisning.
Foto: Privat

Flere videoer på vej

Bettina Langhoff har haft Velling NaturRideskole ved Ringkøbing siden maj 2018, og hun glæder sig til at kunne vende tilbage til den normale undervisning og hverdagen. Men indtil da fortsætter hun den virtuelle rideskole.

- Jeg finder hele tiden på noget nyt til videoerne. Så så længe der er lukket ned i Danmark, så fortsætter jeg med undervisningen på Facebook, siger Bettina Langhoff.

Hendes 85 elever er mellem tre og 73 år gamle.