Tre dieseltyve fanget af mand på traktor og hundepatruljer

Der skulle både en traktor, en ATV og hundepatruljer til at fange tre polske tyve, der forsøgte at stjæle dieselolie fra en lastbil.

Hundepatrulje Thisted Politi
Foto: Flemming Christensen

Tre mænd blev taget på fersk gerning, da de lørdag aften var i gang med at stjæle dieselolie fra en lastbil ved en ejendom i Tarm.

- Manden, der opdagede dem, råbte dem an, og så stak de af og kørte mod nord, fortæller Anders Bøje Hansen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Senere på aftenen fik politiets indsatsleder dog kontakt til bilen ved Højmark.

- Bilen drejede ind hos en landejendom, hvor de tre mænd i bilen stak af og løb ud på en mark. Men det var nogle snarrådige mennesker, der borede der, så de hoppede ud i deres traktor og ATV og fik fanget en af mændene og tilbageholdt ham, siger Anders Bøje Hansen.

Politiet fik hurtigt hundepatruljer til stedet, og de fandt de sidste to mænd på marken, hvor de lå og gemte sig.

- Det var tre polske mænd på 24, 26 og 29 år. Vi har ikke andet end nogle småtyverier på dem, så de får en bøde og bliver løsladt igen, siger vagtchefen.