Trafikkaos ved Hvide Sande - tre biler er kørt sammen

Et harmonikasammenstød med tre involverede biler giver lørdag formiddag trafikale udfordringer omkring Hvide Sande.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen
Opdatering

Opdateret klokken 10.43

Ifølge lokale glider trafikken omkring Hvide Sande fint igen.

    Et harmonikasammenstød er her til formiddag skyld i lettere trafikkaos omkring Hvide Sande.

    - Tre biler er kørt op i hinanden i det, der formentlig er et harmonikasammenstød. En af bilisterne klager over smerter i nakken, og derfor tager det lidt længere tid at få vedkommende ud og få bilerne fjernet, fortæller Lars Even, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

    Uheldet skete omkring klokken 9.30, hvor de tre biler af ukendte årsager kørte sammen.

    På en dag, hvor det er skiftedag i sommerhusområdet, og hvor der i der i det hele taget er mange turister langs vestkysten opfordrer politiet til at køre den anden vej om Ringkøbing Fjord.

    - Kommer man syd fra, fra Nymindegab, og skal nordpå, så tror jeg næsten, det vil være hurtigere at køre højre om fjorden, siger vagtchefen.

    Politiet er på stedet og arbejder på at få trafikken til at glide så godt som muligt.