Træskulpturfestival tiltrækker internationale kunstnere til Ringkøbing

Tolv internationale kunstnere fremstiller i denne uge skulpturer ved at skære og save i træ på havnen i Ringkøbing.

2:27
Kunstner Cselaw Frankidejski er kommet til Ringkøbing fra Polen for at være med i denne uges træskulpturfestival.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

I denne uge er tolv internationale kunstnere samlet til jubilæumsudgaven af træskulpturfestivalen i Ringkøbing.

Frem til weekenden skal meterbrede træstammer forvandles til kunst ved hjælp af motorsav og mange timers hårdt arbejde. 

Simone Carole Levy er en af de deltagende kunstnere. Hun har taget turen til Ringkøbing fra Tyskland.

- Det er ideelt for mig at kombinere rejse med arbejde, siger kunstneren.

Hun arbejder på at omdanne en træstub til en skulptur, som hun kalder "Foråret vågner".

- Jeg vil gerne vise, at der altid er en ny begyndelse. Og det begynder altid indeni, fortæller Simone Carole Levy om tankerne bag skulpturen.

Det er hendes første gang til festivalen i Ringkøbing. 

Det samme gælder polske Cselaw Frankidejski, der er i gang med en abstrakt version af kvindekroppen.

- Jeg har altid arbejdet i træ sammen med min far, så det var naturligt for mig, fortæller han.

Kunstnerne arbejder mellem seks-syv timer om dagen på deres træskulpturer.
Kunstnerne arbejder mellem seks-syv timer om dagen på deres træskulpturer.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Kun europæiske kunstnere

Træskulpturfestivalen kan i år fejre ti års jubilæum. Det skulle egentlig have været sidste år, men det satte corona en kæp i hjulet for. I år spiller pandemien faktisk stadig en rolle.

- Vi har været nødt til kun at invitere fra Europa for at sikre, at det ikke lige pludselig skulle blive aflyst, siger Otto Pilgaard, der har arrangeret International Wood Sculpture Symposium, som træskulpturfestivalen i Ringkøbing hedder.

Alligevel har det ikke været svært at finde de tolv kunstnere til festivalen. 65 forskellige kunstnere havde ansøgt om at komme med.

- Jeg tror, det er populært, fordi man har brug for at dele de oplevelser med hinanden. Man har brug for at få noget sparring, siger Otto Pilgaard.

Her på førstedagen skal der dog lidt fantasi til at forestille sig slutresultaterne, der står færdige på fredag. Forud venter i hvert fald stadig mange timer med motorsav og træstub.

Skulpturerne kan købes, når de står færdige efter ferniseringen på havnen på lørdag. 

De koster 12.000 kroner stykket. Pengene fra salget finansierer arrangementet og betaler blandt andet kunsternes rejse og ophold.