Tidligere nabo er uden ord efter behandlingsdom til 50-årig – frygter nye trusler

Anklager kalder behandlingsdommen for formålstjenstlig, mens en tidligere nabo frygter, at truslerne og chikanen blusser op igen.

Arkivbillede af Jette Keller, som er en af de beboere i Troldhede, der er blevet chikaneret.
Arkivbillede af Jette Keller, som er en af de beboere i Troldhede, der er blevet chikaneret.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Lettelse er blevet afløst af en uforståelig følelse hos Jette Keller fra Troldhede, efter en 50-årig mand er blevet idømt en behandlingsdom for chikane og trusler i byen.

Hun er en af de naboer til den dømte, som er blevet chikaneret og truet gennem flere måneders nabostrid.

Jette Keller og flere andre fra Troldhede, som ligeledes er blevet chikaneret, havde håbet på en fængselsdom eller en anbringelsesdom. Sådan endte det ikke. I stedet fik manden en behandlingsdom, der betyder, at han frit kan færdes omkring i landet.

Derfor frygter Jette Keller, at det sidste punktum ikke er sat i sagen mellem den dømte og borgerne i Troldhede.

- Jeg tror, at det blusser op igen nu, siger hun.

Jette Keller fortæller, at hun er mindre tryg ved at tage hjem efter dommen, fordi hun frygter, at det går galt mellem hende selv og den dømte igen.

- Jeg er uden ord. Jeg kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre. Jeg havde håbet - om ikke andet - at han fik en anbringelsesdom, og man kan sige, så er han i hvert fald låst inde og kan få noget hjælp, som han har brug for, fortæller Jette Keller.

”Bevisførelsen mangler”

Mandens forsvarsadvokat, Henrik Thorstholm, er ligeledes overrasket. Dog i den modsatte ende af skalaen.

For ham var sagen en hård nabostrid, hvor ”tryk avlede modtryk”. Ligeledes er han utilfreds med bevisførelsen, der har ført til dommen.

- Bevisførelsen mangler langt henad vejen, og den er ikke tilstrækkelig efter min opfattelse for at kunne dømme, siger han.

Advokaten lægger også vægt på, at han savnede noget efterforskning i retning mod de naboer, der følte sig forurettet.

Den del fik han dog ikke medhold i ved Retten i Herning, men det får han måske senere, hvis han i samråd med den dømte vælger at anke dommen.

De har indtil videre fået betænkningstid.

Formålstjenstligt med behandlingsdom

Anderledes tilfredshed var der efter domsafsigelsen hos anklagefuldmægtig Jakob Kjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han er tilfreds med, at påstanden om en behandlingsdom blev efterlevet.

- Nogle gange er der nogle ting ved de personlige forhold, der gør, at det, der er mest formålstjenstligt i forhold til at forebygge ny kriminalitet, er en behandlingsdom, og det er tilfældet i denne sag, og derfor er det blevet sådan, forklarer Jakob Kjær.

Behandlingsdommen betyder ikke, at den dømte skal anbringes på en institution i første omgang.

- Som udgangspunkt skal han være derhjemme, og så er det så op til kommunen. De kan så bestemme, at han skal anbringes på en institution, hvis de mener, der er behov for det, siger anklagerfuldmægtigen.

Behandlingsdommen blev givet uden længstetid, og det betyder, at kommunen kan bestemme på et senere tidspunkt, at den dømte skal anbringes, hvis det findes nødvendigt.

2:55
Der er sat et punktum i sagen om chikane og trusler i Troldhede, hvor en 50-årig mand er idømt en behandlingsdom.