Tarm er først med det nyeste - milliondyr pantmaskine klarer det hele

ABC Lavpris er ikke kendt som supermarkedskæden, der er altid har det nyeste. Men det havde de i dag, da en ny, automatisk pantmaskine blev indviet i Tarm.

Det er ikke tit, der er kø ude foran ABC Lavpris i Tarm, men det var der torsdag formiddag.

Ikke fordi der var et uimodståeligt tilbud i butikken, men fordi der var Danmarkspremiere på en helt ny pantmaskine.

- Jeg vil gerne prøve at putte poserne i maskinen første gang. Det er noget nemmere end at putte dem i enkeltvis, så det glæder jeg mig til. Det er går hurtigere, og du får ikke fedtede fingre, siger den første i køen Kurt Jensen.

quoteDet er en stor dag, fordi ABC og os i det jyske normalt ikke er de første med det nyeste, men det fik vi lov til her.

Ejvind Okholm, adm. direktør, ABC Lavpris

I den nye maskine kan man bare tømme en hel pose med tomme flasker og dåser ned i, og så klarer maskinen resten.

- Det ser ud til at fungere, og det er smart. Det tager slet ikke lige så lang tid, siger Leon Andersen, der kom med en hel trailer fyldt med tomt emballage.

Der var kø foran pantautomaten torsdag morgen. Flere ville gerne teste, om det nu var lettere at komme af med de tomme flasker og dåser.
Der var kø foran pantautomaten torsdag morgen. Flere ville gerne teste, om det nu var lettere at komme af med de tomme flasker og dåser.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Normalt ikke først med det nyeste

ABC Lavpris har 14, snart 15, butikker i hele landet, men den i Tarm var altså den heldige at få den første pantmaskine af sin slags i Danmark. Den blev indviet med både rød løber og snoreklipning.

- Det er en stor dag, fordi ABC og os i det jyske normalt ikke er de første med det nyeste, men det fik vi lov til her. Det er lidt specielt og sjovt at prøve, siger Ejvind Okholm, administrerende direktør i ABC Lavpris.

Hele maskineriet koster en million kroner, men det er ifølge direktøren godt givet ud.

- Det skal være nemt at pante. Det ved vi, forbrugerne godt kan lide. Vi har altid gået op i, at vi skal have noget godt udstyr, og har man det, kommer kunden af sig selv.

Hvert år får supermarkedskæden pant ind for mellem 35 og 40 millioner kroner.

Tarms nye pantmaskine

En revolution

Det er virksomheden Tomra, som har udviklet den automatiske pantmaskine med navnet Tomra R1, som kan køre 120 tomme emballager i minuttet.

- Vi føler lidt, det er en revolution. Det er første gang, vi har en automattype, hvor du kan putte en pose i uden at gøre det enkeltvis. Det er en rigtig stor dag, og vi er meget spændte på kundernes reaktion. Vi håber, automaten tiltrækker kunder til butikken, fordi det er hurtigt og nemt, siger Michael Milo, adm. direktør i Tomra Danmark.

Målet er dog ikke kun flere kunder.

- Vi skal være endnu bedre til at pante. 90-92 procent af panten kommer i dag retur, men nu bliver det noget lettere, så vi håber den procentdel stiger.

På førstedagen er kunderne da også allerede vilde med den nye pantmaskine.

- Det er genialt. Det havde jeg ikke set komme. Så er man fri for at stå med dem én og én, og det sker, at automaterne går i stå. Det her er meget mere smart, siger Katja Karsten fra Lønborg.

I 2019 blev den første Tomra R1 lanceret i Norge og Sverige. Sidste år kom den til Finland, og i dag var det så Danmarks tur. Yderligere 20-25 maskiner er allerede på tegnebrættet i herhjemme.