Svie og kløe: Families børn blev syge efter badetur i sommerhusets pool

Familen Bærentsen oplevede en manglende hjælp og imødekommenhed fra udlejningsfirmaet Novasol.

Familien havde lejet et stort sommerhus i Søndervig med tilhørende spabad og pool.
Familien havde lejet et stort sommerhus i Søndervig med tilhørende spabad og pool.
Foto: Rikke Bærentsen, Privatfoto

For familien Bærentsen blev det ikke til en ferie i Alanya. Grundet corona måtte de i stedet leje et sommerhus i Søndervig. Men efter blot to dage i sommerhuset begyndte familiens fem børn at skrante, da de havde været en tur i sommerhusets pool.

Familien ankom til sommerhuset, der tilhører udlejningsfirmaet Novasol, lørdag. Et sommerhus med spabad og pool til 11.900 kr. for én uge.

Allerede ved ankomsten bøvlede familien med opvarmning af vandet i spabadet. Mandag formiddag fik de derfor besøg af en medarbejder fra Novasol, der skulle sikre, at både spabad og pool var, som de skulle være.

- Medarbejderen mente, at det kolde vand i spaen hang sammen med cirkulationen til poolen. En servicetekniker af poolen kom forbi sommerhuset, og han fyldte poolen op med det, han kaldte ’kemikaler’, siger Rikke Bærentsen.

Familien fik i den forbindelse besked på ikke at benytte poolen de efterfølgende to timer. Den anvisning fulgte familien, der i stedet tog ud for at opleve sommerlandet.  

Den ældste datters badedragt blev misfarvet efter en tur i poolen. 
Den ældste datters badedragt blev misfarvet efter en tur i poolen. 
Foto: Rikke Bærentsen, privatfoto

Øjne svier og klør 

Næsten syv timer senere var familien tilbage i sommerhuset, og børnene sprang straks i badetøjet, da de nu endelig kunne tage sig en dukkert i poolen.

- De var ikke i poolen i mere end en halv time, men øjnene begyndte at svie og klø. Poolen lugtede noget af klor, men vi åbnede vinduerne og tænkte, at alt var godt. Ingen af os badede mere den mandag, fortæller Rikke Bærentsen.

Om natten hørte Rikke Bærentsen dog de to små på henholdsvis to og fem år begynde at småhoste inde fra sengen. Næste morgen vælger familien alligevel at tage på tur, men efter nogle timer må familien at tage tilbage til sommerhuset. De to små er dårligt tilpas.

- De hostede og klagede over hovedpine. Den mindste på to år fik diarré, og tirsdag aften var vi pludselig fem, der hostede voldsomt, siger Rikke Bærentsen.

Dagen efter ringede familien til egen læge, som ifølge Rikke Bærentsen mente, at sygdomstegnene kunne spores tilbage til kloret i poolen.

Ødelagt badedragt

Rikke Bærentsens ældste datter på 21 år var også en tur i poolen, og hendes nye badedragt mistede al sin farve:

- Ud fra synet af badedragten har der været for meget klor, vil jeg mene. Jeg svømmer selv et par gange om ugen med børnene i svømmehal, så det er heller ikke, fordi vi ikke er vant til klorvand. Det er hele familien vant til, siger Rikke Bærentsen.

Lægen bad dem finde ud af, hvor meget klor der var i poolen. Rikke Bærentsen tog derfor tre tests af poolvandet, som alle viste farven ’lilla’.

Familien ringede herefter til NOVASOL for at gøre opmærksom på problematikken. I telefonen svarede firmaet, at de gerne ville hjælpe, og at familien blot skulle ringe tilbage en time senere.

Familien Bærentsen tog tre klor-tests i poolen. Alle tre viste farven 'lilla'.
Familien Bærentsen tog tre klor-tests i poolen. Alle tre viste farven 'lilla'.
Foto: Rikke Bærentsen, privatfoto

Manglende forståelse fra udlejningsfirma 

En time senere ringede Rikke Bærentsen igen, og her blev hun mødt af en ny medarbejder med en noget anden holdning:

- Vi talte nu med en mand. Vi talte i 25 minutter, og han var vred. Han opfattede vores opringning som et angreb på ham, men det handlede jo om vores børns velbefindende, siger Rikke Bærentsen og tilføjer:

- Han sagde, at hvis poolen lugtede af klor, så var det, fordi menneskene i poolen var beskidte, men vi fulgte alle anvisninger, og vi brugte badeble til de mindste af børnene, siger Rikke Bærentsen.

Medarbejderen fastholdte, at poolen var, som den skulle være, men han ville ifølge Rikke Bærentsen ikke oplyse, hvor meget klor der var i den, selvom det var en forespørgsel fra lægen. I stedet sagde medarbejderen i telefonen, at problematikken var familiens egen, og at det var på egen regning, hvis de måtte tage hjem.

- Der var ikke nogen, der var alvorligt syge, men vi valgte blandt andet det her sommerhus for at bade. Så hvis vi ikke kunne bade, så skulle vi ikke blive der, siger Rikke Bærentsen.

Sommerferie sluttede tidligere end forventet 

Efterfølgende har familien sendt en klage til NOVASOL vedrørende deres ophold, og de afventer stadig svar. Rikke Bærentsen håber dog, at de får pengene refunderet.

- Vi er mest af alt trætte af den manglende imødekommenhed, og poolen var jo netop årsagen til, at vi valgte det sommerhus. Jeg skal aldrig have noget med NOVASOL at gøre igen, siger Rikke Bærentsen. 

Ifølge NOVASOL har de ikke mulighed for at kommentere på den konkrete sag. De skriver blandt andet følgende i en mail til TV MIDTVEST: 

- Vi har checket vores status i.f.t poolhuse i Søndervig-området, og vi har ikke fået indrapporteret nogen afvigelser for så vidt angår acceptable klorniveauer i vores pools.