Stolthed i Skjern: Mathias har taget alle som gidsel

Mathias Gidsel har været en de helt store åbenbaringer ved dette års VM i håndbold. Det vækker ikke mindst stolthed i Skjern, hvor det hele startede.

2:14
Mathias Gidsel fra Skjern er på alles læber. I morgen skal han spille VM-finale i Egypten.
Foto: KHALED ELFIQI

Man fristes til at sige, at Mathias Gidsel har taget danskerne som gidsel.

Med sit sublime spil ved dette års VM i håndbold har han overrasket alle og er på kort tid blevet et stort navn. Men faktisk har den unge spiller fra Skjern altid haft øgenavn af det modsatte, nemlig mini.

- Han har altid været en af de mindste på holdet, fortæller Kristian Hindø, som har kendt Mathias Gidsel siden barndommen i Skjern.

Fredag aften faldt eksperterne i svime over den lille spiller. Med seks scoringer i kampen og topkarakterer gennem hele slutrunden er det da også på sin plads, mener Gidsels tidligere ungdomstræner.

- Jeg tænkte, han var meget spinkel, men havde en fantastisk håndboldforståelse og var foran på de parametre, hvor han ikke var på det fysiske niveau, siger Tommy Jansson Nielsen, der var ungdomstræner i Skjern Håndbold, da Mathias Gidsel ikke bare var lille af størrelse, men også alder. 

Og faktisk er Mathias Gidsel også selv overrasket over sine præstationer ved VM.

- At det er gået så voldsomt til, det var jeg ikke helt forberedt på, siger en fåmælt Mathias Gidsel. 

- Det er jo nok det, jeg er dårligst til. At stoppe op og rose mig selv nogen gange. Jeg vil bare gerne mere og mere.

Mathias Gidsel som helt ung håndboldspiller i Skjern.
Mathias Gidsel som helt ung håndboldspiller i Skjern.

I morgen kan han så krone en sublim turnering, når han spiller VM-finale mod Sverige. 

Og det er noget, der bringer stolthed til hjemstavnen. Ikke mindst hos dem som har været helt tæt på den lille fyr, der blev kæmpestor. 

- Man bliver vanvittigt stolt.  Det er ens barndomskammerat, man har brugt utallige timer med, og at se ham sådan, det kan man ikke andet end at blive stolt af, siger Kristian Hindø.  

- Det er et eventyr, og at man har været med til at træne Mathias og at se den knægt være kommet dertil, hvor han er nu, slutter den stolte ungdomstræner, Tommy Jansson Nielsen.