Startede som en vittighed: Pludselig havde de sat en pølsevogn op ved vindmølledelene

En vittighed førte til, at to naboer fandt på, at de skulle sælge pølserne ved siden af de parkede vindmølledele.

0:18

Hvis man har taget en søndagstur på Søndervig Landevej, har man næppe kunnet undgå at bemærke, at alt ikke er, som det plejer. 

Tre enorme vindmøllekomponenter står nemlig parkeret midt på vejen, og al trafik er i løbet af dagen blevet dirigeret udenom vejen. 

Vindmøllerne har trukket mange nysgerrige sjæle til, og i løbet af dagen har man haft mulighed for at nyde en pølse, mens man kiggede nærmere på de parkerede vindmølledele. 

Landmanden Jørgen Bjerg, som bor lige af de parkerede komponenter,  fik nemlig sammen med sin nabo Asger Krogsgaard den fikse idé at stille en pølsevogn op på sin grund. 

- Jeg havde sagt for sjov til nogle, at vi skulle stå og sælge pølse. Så var det kommet Asger (Krogsgaard, red.) for øre, og så ringede han og sagde, at vi skulle have gjort noget, siger han. 

Du kan følge transporten af vindmølledelene i livebloggen her:

Jørgen Bjerg og Asger Krogsgaard fik hurtigt sat gang i arbejdet med at få pølsevognen afsted, og der har da også været godt salg i pølserne i løbet af dagen, hvor mange mennesker har lagt vejen forbi stedet. 

- Der er udsolgt, inden vi har set os om, siger Jørgen Bjerg med et grin. 

Flere gange i løbet af dagen har det været nødvendigt at hente friske forsyninger til pølsevognen for at følge med. 

Folkene bag pølsevognen har besluttet, at pengene fra salget af pølserne skal gå til at støtte den kommende brugs i Kloster, der ligger mellem Ringkøbing og Søndervig. 

Pølser ved vindmølledele
Pølser ved vindmølledele
Foto: Britta Bjerg