Står op klokken to for at bage: Naja har startet et minibageri derhjemme

I Hee har en kvinde startet sit eget mikrobageri. Hun er en del af en større trend, forklarer en trendforsker.

2:24
Naja Zehlmann mener, hun arbejder omkring 70 og 80 timer hver uge.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Klokken to om morgenen står 37-årige Naja Zehlmann klar i sit køkken.

Hendes arbejdsdag starter nu, så brød og andet bagværk kan være klar til kunderne, der begynder at komme om morgenen.

Hjemmebageriet Bondekonens Bagværk i Hee nord for Ringkøbing blev startet for ti måneder siden. Siden er det gået stærkt, og nu arbejder Naja Zehlmann mellem 70 og 80 timer om ugen for at nå det hele.

- Til at starte med arbejdede jeg stadig på et plejehjem, men til sidst sov jeg kun to timer i døgnet. Jeg kunne godt se, at det ikke kunne hænge sammen, forklarer hun og fortsætter:

- Det er kun gået opad. Til at starte med havde jeg en enkelt ovn, men så fik jeg en ovn mere, og nu har jeg så tre ovne. Og vi har allerede planer om at skulle hente en ovn mere, for der kommer mere og mere.

Brødet sælger hun også fra sin lille træbutik ved huset.

Man kan hente brødet i det lille skur, der nu fungerer som Naja Zehlmanns hjemmebutik.
Man kan hente brødet i det lille skur, der nu fungerer som Naja Zehlmanns hjemmebutik.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Vil have nyt køkken

Det lå ikke i kortene, at Naja Zehlmann skulle være hjemmebager. Sidste sommer blev hun uddannet folkeskolelærer, men da hun ikke fik arbejde med det samme, begyndte hun at bage.

Hurtigt derefter fik hun registreret sin virksomhed, og nu er hun selvstændig.

- Jeg vil lave det, jeg laver, så længe det er sjovt, og jeg kan holde til det. Så længe folk synes, det er sjovt at komme her, og de kan lide mit brød, så vil jeg forsætte. Men ingen ved, hvad der sker fremadrettet.

Planen er, der på sigt skal sættes et industrikøkken op i hendes garage, hvor der så skal laves butik ved siden af.

- Men jeg kan godt se, at hvis det skal vokse ret meget mere, og jeg skal få mange flere kunder, så skal jeg til at overveje, om der skal gøres et eller andet, så det kan blive mere praktisk i hvert fald. Ellers får jeg vist for mange timer, forklarer hun med et grin.

Men selvom hun lever af sin bagning, så vil hun dog helst ikke kaldes bagermester.

- Jeg har stor respekt for bagerhåndværket, og at man tager en uddannelse. Jeg er ikke uddannet overhovedet, så jeg tror ikke, jeg vil kalde mig bagermester.

Naja Zehlmann starter med at bage klokken to, så hun kan få dagens bagværk klart.
Naja Zehlmann starter med at bage klokken to, så hun kan få dagens bagværk klart.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Flere som Naja

Naja Zehlmann er en del af en større trend, fortæller trendforsker Louise Byg Kongsholm fra Pej Gruppen, der ligger i Hammerum ved Herning.

- Vi har i lang tid set en interesse for mikrobryggerier og mikrodestillerier. Nu rykker det så over til mikrobagerier, og det er egentlig bare en generel afspejling af, at vi har meget stor sympati for den enkelte, der gør oprør mod de store, og at vi er blevet mere lokalt funderede i alt, hvad vi foretager os, forklarer hun.

Samtidigt mener hun også, det skyldes, at forbrugerne gerne vil have hjemmebag, som samtidigt ikke lige får det bagt selv.

- Vi er lidt dovne som moderne forbrugere. Vi vil gerne frem til det flotte slutresultat, men vi har ikke altid tid og lyst til at lægge indsatsen selv. Det her er så en måde at springe over, hvor gærdet er lavest, siger Louise Byg Kongsholm med et smil.

Trendforsker Louise Byg Kongsholm.
Trendforsker Louise Byg Kongsholm.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST