Spjald-virksomhed har skreget på arbejdskraft i ti år: Hvorfor har ingen lyttet til os?

Hos KP Components er man langt fra tilfredse med den nye trepartsaftale, der skal afhjælpe problemet med manglen på arbejdskraft.

2:36
Annette Mosegaard fra KP Components i Spjald er skuffet over, at dagens trespartsaftale ikke hjælper virksomhederne nu og her.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Regeringen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter - Fagbevægelses Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening - har i dag indgået en ny aftale, der skal forsøge at afhjælpe den store mangel på arbejdskraft, som rigtig mange virksomheder oplever lige nu.

Men hos en produktionsvirksomhed i Spjald får trepartsaftalen en lunken modtagelse.

Det er ellers netop på den korte bane, at aftalen skal sikre flere hænder hos landets virksomheder:

"Regeringen, arbejdsmarkedets parter og KL er derfor enige om, at manglen på arbejdskraft kræver handling og har derfor indgået en trepartsaftale, der på den korte bane skal bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft og få flere ind på arbejdsmarkedet,” står der ordret i pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet.

Men i ti år har man hos KP Components, der laver komponenter til maskiner, skreget på den faglærte arbejdskraft. Annette Mosegaard mener dog ikke, at aftalen tager hånd om dét, der ifølge hende er det mest centrale problem.

- Vi skal have flere til at tage de her uddannelser, vi skal have talt de tekniske uddannelser op, og så skal vi også have flere voksne til at gå i lære, så det er et langt, sejt træk, som regeringen kan hjælpe med. Ellers vil vi på langt sigt miste eksport og indtægter til Danmark, så i min verden er det en katastrofe, det der sker lige nu, siger Annette Mosegaard.

Savner fokus på fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft

I Midt- og Vestjylland er det mere end hver tredje virksomhed, der forgæves har søgt efter medarbejdere i løbet af det seneste år. KP Components ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune, der er dén kommune i Danmark, hvor manglen på arbejdskraft er allerstørst. Faktisk har mere end halvdelen af kommunens produktionsvirksomheder det seneste år haft stillinger, de ikke kunne besætte.

- Vi har kæmpestore udfordringer. Siden jul har vi ansat 75 nye medarbejdere – 60 af dem i produktionen. Men lige nu har jeg stadig 18 ledige stillinger. Det betyder, at vi ikke kan levere til tiden og at vi må sige nej til ordrer. Vi er virkelig, virkelig pressede, lyder det fra chefen.

Hos KP Components er det især svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft i produktionen. I hvert fald indenfor Danmarks grænser.

I alt skal der over de næste to år bruges 85 millioner kroner på at øge arbejdsudbuddet i Danmark.

Hos KP Components i Spjald er de dog ikke sikre på, at aftalen kommer til at hjælpe, og så savner de mere fokus på at fastholde udenlandsk arbejdskraft. For virksomheden er afhængig af, at deres mange rumænske medarbejdere bliver længere end et halvt år. 

- Så hvordan integrerer vi i Danmark, hvordan lærer de sproget, og hvordan bliver de en del af det danske samfund? Den del kan jeg ikke se er en del af aftalen, og det synes jeg er superærgerligt, lyder det fra Annette Mosegaard.

Trepartsaftalen forventes at træde i kraft den 1. januar 2022.