Slut med larm fra Naturkraft: Flere hundrede pæle er hamret i jorden

Siden starten af december er der blevet udført en omfattende pilotering på byggepladsen ved det kommende Naturkraft.

Arkivfoto fra byggeriet af Naturkraft fra december 2018. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Byggeriet af det kommende oplevelsescenter Naturkraft har virkelig kunnet høres på det seneste.

Læs også Galleri: Kæmpe oplevelsespark tager form

En sætningsskade på hovedbygningen har betydet, at man har været nødt til at lave en omfattende pilotering på byggepladsen.

I går blev arbejdet med piloteringen afsluttet, og håndværkerne er færdige med at larme i så stor en stil, som de har gjort den seneste halvanden måneds tid.

Pilotering er, når man etablerer et fundament ved at hamre pæle af armeret beton i jorden med store rambukke.

Ved Naturkraft-byggeriet har man været nødt til at banke flere hundrede pæle ned i 20 meters dybde.

Det arbejde har kunnet høres - og mærkes - i store dele af Ringkøbing.

Skaden koster et tocifret millionbeløb

Peter Sand, der er administrerende direktør i Naturkraft fortæller, at det næst skridt er, at et betonsjak skal i gang med at lave det afsluttende arbejde, der skal sikre mod nye sætningsskader.

Nettoresultatet forventes at være det samme. Vejen dertil har bare været lidt mere bøvlet.

Peter Sand, administrerende direktør i Naturkraft. 

- Det er da rigtig træls, når sådan noget opstår. Det er desværre reglen snarere end undtagelsen. Jo mere komplekst et byggeri er, jo større er risikoen for den slags skader, siger Peter Sand.

Sætningsskaden skete i sensommeren. Løsningen er blevet at fjerne en del af den jordvold, som støder helt op til den ene side af bygningen og banke pæle ned i undergrunden, så bygningen ikke bliver til at rokke.

Pilotering er en dyr proces, som normalt først bliver besluttet, når en undersøgelse af byggegrunden afslører, at der er vanskelige funderingsforhold.

Men hos Naturkraft var man ikke på forhånd klar over, at der var et problem.

Peter Sand oplyser, at sætningsskaden samlet set kommer til at koste et tocifret millionbeløb, men at det er for tidligt at komme med et mere præcist beløb.

Læs også Første spadestik: Oplevelsescenter til 250 millioner kroner

Han har en forventning om, at en stor del af omkostningerne bliver dækket af forsikringen.

- Det er uafklaret, hvad de her skader skyldes. Det skal en uvildig ekspert finde ud af. Nettoresultatet forventes at være det samme. Vejen dertil har bare været lidt mere bøvlet, siger Peter Sand.

Det er fortsat planen at indvie Naturkraft den 4. juni næste år.

Naturkraft bliver et oplevelsescenter, hvor besøgende kan udforske naturens forskellige kræfter både inde og ude.

Målet er at gøre gæsterne klogere på naturens kræfter og den måde, de bliver brugt på.