Skjerns assistent bliver forfremmet: Har aldrig drømt om at blive cheftræner

Claus Hansen skal nu vænne sig til at være helt fremme i spotlyset i Skjern Håndbold. Og målet er klart: Der skal vindes titler.

2:35
47-årige Claus Hansen overtrager efter denne sæson jobbet som cheftræner i Skjern Håndbold efter Patrekur Jóhannesson, der har valgt at stoppe. Se interview med ham her:
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Han er anerkendt og respekteret som en meget dygtig taktiker og en mand, der har været med til at udvikle nogle af dansk håndbolds største talenter.

Til gengæld har Claus Hansen fra Skjern Håndbold aldrig været manden, der har søgt rampelyset i forreste række.

Men det bliver der lavet om på til sommer, når han går fra at være assistenttræner til cheftræner i håndboldligaklubben Skjern Håndbold.

- Jeg har tit sagt, at baggrunden var grund nok til mig, men nu træder jeg helt bogstaveligt talt ind i spotlightet, og det er en del af pakken, at der er øget pres og bevågenhed. Det er et grundvilkår, og det er jo sådan det er, siger Claus Hansen til TV MIDTVEST.

Forfremmelsen kommer uventet. Skjerns nuværende cheftræner, islandske Patrekur Jóhannesson, har af personlige årsager har valgt at stoppe i klubben efter denne sæson, og klubbens ledelse valgte derfor at give Jóhannessons assistent chancen.

- Var du i tvivl?

- Man skal altid lige sove på det, men jeg skulle ikke sove særlig længe. Det var tilbuddet simpelthen for spændende til. 

Ros fra Mikkel Hansen

47-årige Claus Hansen har tidligere arbejdet som ungdomslandstræner og talentchef i Dansk Håndbold Forbund, ligesom han under flere mesterskaber havde en rolle i kulissen som en slags taktisk rådgiver for daværende landstræner Ulrik Wilbek.

Da han i 2018 stoppede som talentchef i håndboldforbundet, fik han masser af ros med på vejen fra flere landsholdsspillere - Mikkel Hansen fra Paris Saint-Germain betegnede for eksempel stoppet som en katastrofe og kaldte Claus Hansen for den bedste ungdomstræner nogensinde.

Når Hansen nu har sagt ja til at blive cheftræner i den ambitiøse vestjyske klub, hænger det sammen med, at han har fået smag for det daglige arbejde i klubben.

- Jeg har jo arbejdet med talentudvikling og i Dansk Håndbold Forbund i mange år, men er virkelig blevet grebet og bidt af at komme tilbage til klubhåndbolden. Det er utroligt spændende det der med at kunne flytte tingene på daglig basis.

- Er det en drøm, der går i opfyldelse?

- Nej, det kan jeg faktisk uden at blinke sige, at det er det ikke. Jeg har aldrig haft en karriereplan om, at jeg skulle dét eller gerne ville prøve dét. Omvendt er Skjern en meget stor klub med rigtig store traditioner, gode værdier og en spændende spillertrup, så på den måde er det jo en drøm at få lov til at arbejde i det set up og være med til at videreudvikle klubbens ambitioner.

Den kommende cheftræner udtrykker i øvrigt stor respekt for Patrekur Jóhannessons beslutning om at prioritere familien hjemme på Island over karrieren som træner.

- Jeg kan utroligt godt lide Patrekur som menneske og håndboldtræner, så jeg er rigtig ked af, at vi ikke skal fortsætte samarbejdet. Samtidig har jeg fuld forståelse for hans beslutning. Der er trods alt ting her i livet, der er større end håndbold, siger Claus Hansen.

Patrekur Jóhannesson har valgt at stoppe i Skjern Håndbold efter denne sæson.
Patrekur Jóhannesson har valgt at stoppe i Skjern Håndbold efter denne sæson.
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix