Skjern-træner trækker sig fra rampelyset næste sommer

Claus Hansen skifter cheftrænerposten ud med en rolle som talentchef efter denne sæson.

Claus Hansen bliver i klubben (arkivfoto).
Claus Hansen bliver i klubben (arkivfoto).
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Skjern Håndbold skal finde sig en ny cheftræner til næste sæson.

Klubben meddeler således fredag, at Claus Dalgaard Hansen efter eget ønske overgår til en rolle som talentchef efter denne sæson.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke nyder rampelyset og at stå i forreste række, siger Hansen til Skjern Håndbolds hjemmeside.

Skjern Håndbold forfremmede i februar 2020 Claus Dalgaard Hansen som afløser for islandske Patrekur Jóhannesson - knap et halvt år før Hansen alligevel skulle være tiltrådt.

I denne sæson har holdet lagt fra land med tre sejre og et nederlag i de første fire kampe, og Hansen vil holde fokus på at gøre sit nuværende job færdigt.

- Vi har et spændende hold, og jeg har store forventninger og ambitioner for denne sæson. Forhåbentlig kan jeg være med til at give både Skjern Håndbold og min efterfølger det bedste afsæt for de kommende år, siger han.

Bestyrelsesformand Carsten Thygesen glæder sig over, at Hansen bliver i klubben.

- Bestyrelsen ansatte Claus i troen på og håbet om, at han skulle blive en nøglemedarbejder i Skjern Håndbold i mange, mange år. Det har ikke ændret sig en millimeter, selv om hans rolle nu forandres til sommer.

- Vi har fuld forståelse for hans ønske, og vi har kun respekt til overs for hans ærlighed og tidlige udmelding, der giver os god tid til at gennemsøge markedet for den helt rette person, der skal fortsætte ligaholdets udvikling, siger Carsten Thygesen.

49-årige Hansen blev i 2019 tilknyttet trænerteamet i Skjern. Inden da var han gennem 16 år ansat i Dansk Håndbold Forbund som blandt andet ungdomslandstræner og talentansvarlig.