Skjern-træner stopper med øjeblikkelig virkning
Cheftræner i Skjern Håndbold Patrekur Jóhannesson stopper før tid i det vestjyske.
Det var ikke længe, at islandske Patrekur Jóhannesson var i Skjern Håndbold. Det er netop meldt ud, at cheftræneren stopper med øjeblikkelig virkning.
Islændingen, der overtog posten i sommer, havde sidste arbejdsdag i går.
En beslutning, som bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, kalder vemodig men rigtig.
- Jeg har den dybeste respekt for Patrekur Jóhannessons professionelle tilgang til trænerjobbet, og han er en mand, der er kommet med alt i sin tid hos os, siger Carsten Thygesen og fortsætter:
- Men det er ingen hemmelighed, at vi kæmper med tingene i øjeblikket, og har brug for ny energi i truppen frem mod slutspillet.
Claus Hansen, der oprindeligt skulle have overtaget posten til sommer efter Patrekur Jóhannsson, forfremmes derfor med det samme til cheftræner.
Den tidligere Skjern-anfører Thomas Klitgaard skal assistere Claus Hansen sæsonen ud.
Thomas Klitgaard og Claus Hansen skal første gang testes af, når Skjern Håndbold på fredag møder Ribe-Esbjerg på udebane.