Rullende koncert: Tørfisk inviterede minister med i bandet, da nye tog skulle navngives

Midtjyske Jernbaner har overtaget strækningen mellem Holstebro og Skjern. Mandag fik de fire tog navne.

Der var ikke meget plads, da Tørfisk stillede op til koncert i et af Midtjyske Jernbaners nye tog mandag. For hvor bandet i sig selv var stort nok til den smalle gang, så havde de også en gæst med.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) havde nemlig fundet guitaren frem, i anledningen af at fire nye tog i dag fik deres navne.

- Jeg syntes, det gik rigtigt godt. Det var kun en ære for mig at få lov til at være med, uden at vi havde øvet et sekund inden, siger transportministeren med et grin efter koncerten.

Der var fest mandag, i anledningen af at fire tog fik deres navne.
Der var fest mandag, i anledningen af at fire tog fik deres navne.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Vinden, Engen, Fjorden og Bølgen

Koncerten fandt sted om bord på toget Bølgen, hvis navn i dag blev offentliggjort. Toget er et af fire nye tog, der siden 13. december 2020 har kørt for Midtjyske Jernbaner mellem Holstebro og Skjern, da de overtog driften af togstrækningen.

Navnene blev valgt, efter at man lavede en konkurrence, hvor i alt 445 forslag til tognavne blev sendt ind.

Vinderne blev Vinden, Engen, Fjorden og Bølgen, og for at fejre de nye navne, så er der mandag gratis togkørsel på strækningen, ligesom der tidlig morgen var rundstykker til de rejsende.

Tørfisk spillede på en særlig VIP-kørsel. Men alle rejsende har mandag mulighed for at køre gratis mellem Holstebro og Skjern.
Tørfisk spillede på en særlig VIP-kørsel. Men alle rejsende har mandag mulighed for at køre gratis mellem Holstebro og Skjern.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Fejrer den nye strækning

På grund af coronapandemien har det ikke tidligere været muligt for Midtjyske Jernbaner at fejre den nye strækning. Derfor var festen også tiltrængt, lyder det fra formand Arne Lægaard.

- Midtjyske Jernbaner er jo garanten for, at der skal være togdrift. Også i det Vestjyske, hvor der er lidt længere mellem husene. Så det er en stor dag, hvor vi sikrer, at der er togdrift i vores område.

Det er transportministeren helt enig i.

- Jeg synes, det er fantastisk, at vi har et lokalt selskab, som selv vil stå for jernbanedriften. Det er værd at fejre, siger Benny Engelbrecht.

Du kan se klip fra hans koncert med Tørfisk øverst i artiklen. 

Den røde løber var rullet ud, da toget Bølgen i dag rummede sin egen navngivningsfest.
Den røde løber var rullet ud, da toget Bølgen i dag rummede sin egen navngivningsfest.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST