Redningskursus til Waterz - vigtigt at kende udstyr og strand

Stand up paddel er blevet meget populær, og i dag kunne man blive klogere på hvordan man hjælper en SUP'er i nød.

Philip Steenfos har været kystlivreder i fire sæsoner.
Philip Steenfos har været kystlivreder i fire sæsoner.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Til Waterz i Hvide Sande er der vandsport for alle pengene. Men ikke nok med at man kan se en masse dygtige surfere, så kan man også blive klogere på, hvordan man hjælper dem, hvis de ender i nød.

Philip Steenfos er kystlivredder, og i dag var han med til at undervise i, hvordan man hjælper en nødlidende surfer.

- Vi har forskellige opvisninger af redninger, der kan opstå ved de danske kyster. I dagens anledning har vi vist en nakkeskade, da det er meget relevant med de store bølger, som man ser ved Vesterhavet, siger Philip Steenfos.

Det var også muligt for dagens tilskuere selv at prøve kræfter med en redningsaktion.

- Det vi gerne vil have ud af det, er at folk ved, hvor vigtigt det er at have respekt for vandet og at der er sikkerhed i og omkring havet, fortæller den garvede livredder.

- Vi har ikke en forventning om, at folk kan lave de her redninger til perfektion ved første forsøg, men vi har en forhåbning om, at der er nogen, der kan tage nogle værktøjer med, til når de selv er ved havet, fortsætter han.

Ifølge Philip Steenfos kan det nemlig være med til at redde liv, hvis man ved, hvordan man skal reagere i en nødsituation.

Stand up paddel er populært

Der er flere og flere, der har anskaffet sig et oppusteligt bræt, og har givet sig i kast med at stå på stand up paddel.

Derfor har det heller aldrig været vigtigere, at folk ved, hvordan man hjælper netop den type surfere.

- Det er blevet meget aktuelt med stand up paddel. Det har vi også kunne se henover sommeren i hvor mange redninger, vi har haft, siger Philip Steenfos.

Når man står på stand up paddel, er det ekstra vigtigt, at man er god til at læse stranden og især vinden, de steder man surfer.

Hvis der er meget fralandsvind, er der nemlig rigtig stor risiko for, at man kan drive væk på de populære boards.

- Det er vigtigt at kende sit udstyr, og så at tænke en ekstra gang, inden man springer hovedløst ud i havet, siger livredderen.