Redningsaktion med helikopter i Stadil fjord – viste sig bare at være tang og træ

Vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi slår fast, at det var det rigtige at melde situationen ind.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En redningsaktion med frygt for druknede personer har tirsdag eftermiddag været i gang i Stadil fjord nord for Ringkøbing. Heldigvis skulle det vise sig, at der ikke var kommet nogen personer noget til.

Midt- og Vestjyllands Politi fik ellers en anmeldelse klokken 15.05 med melding om, at der muligvis var en kæntret båd i Stadil fjord.

Da der blev sendt mandskab derud, hørte Akut Medicinsk Koordinering med, og de tilbød at sende en helikopter, de alligevel havde i luften, ud for at assistere.

Da helikopteren kom frem, kunne det konstateres, at der ikke var tale om en kæntret båd. I stedet var det tang og noget træ, der flød rundt.

Godt at melde ind

Selvom ingen skulle reddes, og det viste sig bare at være tang og træ, der flød rundt i Stadil fjord, var det den rigtige beslutning at melde det ind til vagtcentralen.

Det slår vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj fast.

- Det kommer an på, hvordan det ser ud. Det kan ligne en halv båd, der ligger i vandet. Hvis folk føler for det, så hellere melde det ind en gang for meget end en gang for lidt. Så undersøger vi det. Jeg synes, det er fint, at folk ringer. Så må vi undersøge det. Det er det, vi er til for, slår vagtchefen fast.