Prisen på grisen når nyt lavpunkt: - Det er lidt barskt

Bedst som landmændene troede, at prisen på slagtegrise ikke kunne blive lavere, så har den taget endnu et dyk. Og med corona, svinepest og høje omkostninger er svinebønderne ramt af den perfekte storm.

Slagtegrise koster lige nu otte kroner per kilo. Det er det laveste i 18 år. Så ingen af de danske griseproducenter tjener penge for tiden. Heller ikke Jonas Plauborg Galsgaard, der købte sin gård ved Spjald i sommer.

- Vi havde ikke regnet med, at priserne skulle være så lave. Det vil jeg gerne sige ærligt, siger han.

I staldene avler han 24.000 smågrise om året, og de spiser ikke mindre end normalt, bare fordi de er faldet i pris. Så omkostningerne på blandt andet foder gør et stort indhug i landmandens økonomi.

quoteDet er svært at sige, hvor længe vi kan blive ved med det her

Jonas Plauborg Galsgaard, griseproducent, Spjald

- Vi sender nok i hvert fald 100 kroner ud ad døren pr. gris. Det er lidt barskt, forklarer Jonas Plauborg Galsgaard.

Det svarer til et tab på 200.000 kroner om måneden.

- Det er frustrerende, at man ved, at man ikke tjener penge på det, man laver, siger han.

Og ifølge Asger Krogsgaard, der er formand for Danske Slagterier er der flere årsager til, at prisen lige nu er ekstraordinært lav.

- Det er afrikansk svinepest, det er corona, det er foderpriserne, og så er det de energiomkostninger, vi har i vores produktion, som også er på et ekstremt højt niveau.

Det er mange forskellige faktorer, der gør, at svinebønderne lige nu er så hårdt ramt, forklarer formand for Danske Slagterier, Asger Krogsgaard.
Det er mange forskellige faktorer, der gør, at svinebønderne lige nu er så hårdt ramt, forklarer formand for Danske Slagterier, Asger Krogsgaard.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Nødvendigt med opsparing

Fordi svinepest forhindrer eksport ud af EU, er markedet oversvømmet, og udbuddet skal ned, før prisen kan gå op.

Slagteriernes formand understreger, at den nuværende situation er ’ganske uholdbar’, og han kan kun opfordre de danske producenter til at holde snuden i sporet og bruge af opsparingen.

- Så håber og tror vi på, at vi kan overleve i Danmark med den produktion, vi har nu, og at det er de andre, som må lukke ned, siger Asger Krogsgaard.

Men for nystartede Jonas Plauborg Galsgaard er der ikke noget at tære på. Heldigvis har han også en foderproduktion, der kan afhjælpe krisen.

For Jonas Plauborg Galsgaard skal kiloprisen på grisene op over 10 kroner, for at han kan tjene penge. Og ifølge Asger Krogsgaard er der små tegn på, at det er den vej, det går – blandt andet stiger priserne på børsen i USA.

Så Jonas Plauborg Galsgaard kan ikke gøre så meget andet end at håbe, at han har råd til at ride stormen af.

- Det er svært at sige, hvor længe vi kan blive ved med det her. Der kommer forhåbentlig en tur nu her hen over sommeren, hvor vi kan se nogle lidt bedre priser.

For to år siden var prisen over 14 kroner kiloet for slagtesvin - altså er den faldet 44 procent siden da.