Populær turistattraktion er sunket på grund af slitage

Den ene af de to trækfærger ved Skjern Å har fået en revne i skroget og er nu sunket.

Trækfærgerne ved Skjern Å har været et hit i de næsten 20 år, hvor både turister og lokale har kunne bruge dem til at trække sig over Skjern Å. De bliver især brugt om sommeren, men under coronanedlukningen har de også været populære.

- Nedlukningen med corona har gjort efterspørgslen endnu større, og nu er det blevet for meget for dem, så en af dem er sunket på grund af slitage, forklarer Mads Bank-Mikkelsen, der er skovfoged hos Naturstyrelsen Blåvandshuk.

Den ene af de to trækfærger har fået en revne på en centimeter i skroget, og det var nok til, at den ikke kunne holde sig flydende og sank i løbet af en nat.

- Den ene trækfærge fungerer stadig, og den leder over til øen Kalvholm. Den anden trækfærge er til reparation og skal have lagt nyt aluminium på forenden og bagenden. Vi forventer, at den er i drift igen om en uges tid, siger Mads Bank-Mikkelsen.

Trækfærge
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

På gode dage er der flere hundrede personer, der bruger trækfærgerne, og der bliver hvert år brugt 200.000 kroner på driften. Når den havarerede trækfærge er tilbage i drift, er begge færger blevet renoveret.

- På sigt skal vi have to helt nye trækfærger, der skal erstatte de nuværende, men jeg forventer, at de kan holde de næste par år, siger Mads Bank-Mikkelsen.

Mads Bank-Mikkelsen forventer, at de nuværende trækfærger kan holde et par år mere, inden de skal skiftes ud med helt nye.
Mads Bank-Mikkelsen forventer, at de nuværende trækfærger kan holde et par år mere, inden de skal skiftes ud med helt nye.
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Kultur.