Politiet afbrød fest i garage, men Henk mener ikke, han har brudt loven

25 personer var samlet til en spontan fest i Henk Streefkerks garage, men han mener ikke, han har brudt forsamlingsforbuddet.

2:51
En gårdejer ved Lyne syd for Tarm er fortørnet over politiets opførsel, da de i weekenden tvang ham til at stoppe en fest på hans private ejendom.
Foto: Marc Killigren Akselsen, TV MIDTVEST

I bunden af Henk Streefkerks garage i Lyne syd for Tarm har han etableret en hyggestue, og her opstod der natten til lørdag det, som han beskriver som en spontan fest for 25 personer.

Festen blev dog afbrudt, da politiet ankom og brød festen op, ligesom alle deltagerne blev lovet bøder for at have forbrudt sig mod forsamlingsforbuddet.

Det forstår Henk Streefkerk dog ikke, for han mener ikke, han har forbrudt sig mod forsamlingsforbuddet.

- Hvis jeg går ind og læser reglerne, så læser jeg det som, at hvis det er et arrangement, som er offentligt tilgængeligt, så må man maksimum være fem personer. I private hjem står der tydeligt, at det er anbefalinger, siger han.

Er det ikke dumt at holde fest midt i en coronanedlukning?

- Fuldstændig. Det kan vi da godt blive enige om. Men det var ikke et planlagt arrangement, og det var ikke en planlagt fest, vi holdt. Det var spontant, og vi sad nok otte eller 10, inden der kom flere udefra, og vi var jo sammen hver dag alligevel efter arbejde, forklarer Henk Streefkerk.

Politiet: Garagen er ikke privat bolig

I loven står der, at forsamlingsforbuddet ikke gælder i private boliger, men det mener politiet ikke gælder for Henk Streefkerks garage.

- Man skal skelne mellem privat bolig og privat ejendom. En privat bolig er et sted, hvor man bor og ikke tilstødende lokaliteter på ens ejendom, fortæller vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Sune Espersen.

Det forstår Henk Streefkerk dog ikke. Han mener, reglerne er på hans side.

- Jeg har læst mig frem til, at hvis der står private ejendele i bygningerne, så går det ind under privat bolig, og jeg har min private bil til at holde her og mange andre private ting. Så på den måde føler jeg stadig, at vi er inde i min private afdeling, og så føler jeg, at det er jo en anbefaling, at vi maksimum må være fem personer, forklarer han.

Men det er ikke tilfældet ifølge politiet.

- Jeg kan godt forstå, at det kan give anledning til forvirring, hvis man opfatter sin garage som sin bolig, men vi bliver nødt til at være skarpe på, at en bolig definerer vi altså som der hvor du bor, forklarer Sune Espersen.

Kan I ikke have overfortolket loven?

- Nej, det mener vi bestemt ikke. Det er en fortolkning, som kommer direkte fra Rigspolitiets jurister.

Den kan ikke læses på forskellige måder?

- Det mener vi ikke.

Advokat er i tvivl

TV MIDTVEST har inviteret en advokat ud på Henk Streefkerks gård for at vurdere, om Henk Streefkerk har en sag.

Det er dog svært at sige, fortæller Henrik Thorstholm, der er advokat i Skjern.

- Jeg kan godt se, at der er et problem, for man betragter jo det her som en privat bolig eller en del af ens bolig. Det er jo op til domstolene at vurdere, og vi har faktisk ikke ret meget praksis på det, siger han og fortsætter:

- Jeg vil da gerne anbefale, at man tog en domstolskendelse på det her. Udgangspunktet er, at det her er en del af en privat bolig. Det er ikke et smugværtshus eller den slags, og så er vi inden for privatsfæren, og så bør man lade sagen prøve ved domstolene.

Henk Streefkerk fortæller, at han ikke har tænkt sig at betale bøden, som han endnu ikke har fået besked om størrelsen på.

- Dem, der er imod, læser reglerne til deres fordel, og vi læser dem måske til vores fordel. Reglerne er jo nok ikke klare nok, fordi man kan jo se det på alle de opslag, der er kommet på Facebook, at folk diskuterer jo, hvad reglerne egentlig er.

Han har dog ikke planer om at holde en ny fest lige foreløbigt.

- Det er da ikke noget, vi planlægger at gøre igen næste weekend, selvom jeg føler, at jeg er i min gode ret til at gøre det, slår han fast.